Min egen TV-kanal

Jeg kunne sagtens nøjes med én dansk TV-kanal, hvis jeg bestemte programfladen. Så kunne det endda være, at jeg ville se fjernsyn.

FjernsynMin kanal skal for det første være reklame- og sportsfri. Der sendes reklamer og sport alle mulige steder, så ingen vil opdage, at det forsvinder fra min lille kanal.

X-faktor er der afgjort ikke plads til, medmindre det er matematik. Bandlyst er også vild med det ene og det andet, Robinson, fanger på forter og udsendelser, der bare ligner.

Jeg gider heller ikke krimiserier fra det rurale England, hvor de myrder hinanden i en uendelighed, når de da ikke begår anden kriminalitet.

Politikere skal ikke spilde min skærmtid, og det gælder i særdeleshed Claus Hjort, Martin Henriksen, kuglestøderen, Mette Moral og en fyrre stykker mere (mindst).

Hvis politikere absolut vil møve sig ind på min kanal, skal de på forhånd acceptere at få to elektriske stød, hver gang de kalder forringelser for en reform eller siger udfordringer, arbejdsudbud eller fremadrettet.

“Ansvarlig økonomisk politik” giver fire stød, og “det skal kunne betale sig at arbejde” giver otte. Et stød for hvert ord + tillægsstød for kvalmesprog.

På min kanal skal der aldrig, aldrig dækkes valgkamp og da slet ikke valgkampen før det amerikanske præsidentvalg.

Jeg vil helst glemme, at supermagtens præsidentvalg er en uanstændig farce, men som det er lige nu, bliver jeg mindet om det, så snart jeg zapper væk fra en kanal med dyrebørn.

Havearbejde er ikke mig, så Ryge ryger ud, og at se bondeknolden knokle gør mig udmattet.

Jeg skal ikke flytte foreløbig, så udsendelser med ejendomsmæglere får også kniven. Deres vurderinger tjener kun til at minde mig om ejendomsskattens vilkårlighed.

Finansnyheder må højst vare 5 sekunder per time. Om Novos aktie falder med 0,2 %, kan ikke hidse mig op. Jeg spekulerer kun over noget, aldrig i.

Nu vi er ved det, dropper vi også alt med og om kongehuset. Jeg slipper ikke for at betale til deres apanage, men at vise mig grev Ingolf i nærbillede er at føje spot til skade.

Man kan så med rette spørge, hvad der er tilbage ud over vejrudsigten, madlavning, dyrebørn og reportager fra krig og naturkatastrofer?

Ikke meget, så der skal nytænkes.

Direkte dækning af skakturneringer kommer på tale, og mens vi venter på trækkene, kan de genudsende Ingrid og Lillebror.

/Eric

22 tanker om "Min egen TV-kanal"

  1. Christian Gottschalck

    Som talt ud af mit hjerte! Ikke mindst den med greve Ingolf fik mig til at grine højt! Jeg håber, det fortsat går fremad med helbreddet, Eric. Rent sprogligt er der vist ingen tvivl om, at du er i topform!

    Svar
    1. Eric

      Tak Christian, mit helbred synes normalt igen, dvs. jeg lider ikke af alvorligere ting end forkølelse og politikerlede.

      Da det er første gang, du kommenterer her, skulle kommentaren lige godkendes – en simpel spamforanstaltning.

      Svar
  2. Anni

    Det bliver jo en “smal” kanal – så kan der vel blive plads til “smalle” film.

    Svar
    1. Eric

      Hehe, det kan der 😉 (Gad egentlig vide, hvad der blev af de smalfilm, min morfar optog for ca. 55 år siden?)

      Svar
  3. Ellen

    Hehe – morsomt 🙂
    Jeg har masser af tv- kanaler, der er helt mine egne. Jeg ser nemlig kun de udsendelser, jeg gider se, hvis du forstår hvad jeg mener. Og meget af det kan jeg se on demand, så jeg kan oven i købet se dem, når det passer mig.
    Og jeg elsker bare engelske krimier af næsten enhver art og behøver hverken tv-aviser eller skakprogrammer, men morede mig en del ved tanken om en skakturnering med udvalgte træk i langsom gengivelse 😀

    Svar
  4. Jørgen

    At se TV er ofte forstyrrende. Det er er så sjældent at se besindige folk udtalte sig besindigt om spændende emner. Det er mærkværdigt at man der lægges så stor vægt på underlødig kommunikation, som tilfældet er. Det er mærkeligt at der lægges stor vægt på ikke at få budskaber ud over skærmkanten som tilfældet er. Derfor forstår jeg fint behovet for en egen lille TV-kanal. Og lad endelig floskelfolket få nogle stød over nallerne, når de floskler.

    Svar
    1. Eric

      Netop. I tilgift kender nyhedsdækningen ikke til ordet “nok,” men dækker nogle ting i en grad, så nyhedsværdien er mere end udpint.

      Svar
  5. Donald

    Jeg var næsten enig i det hele, men jeg kan så godt lide skematiske familie-krimier med tre mord, et eller to for åben skærm, spøgelser, som dog bliver afsløret, ensomme kvinder og forsmåede mænd, og en rar chef, som nyder en god middag med sin kone efter alle uhyrlighederne.

    Jeg troede Novo var faldet med 14% og at du havde medfølelse med de ansatte.

    Jeg var ikke klar over at du er skak-entusiast!

    Svar
    1. Eric

      På en personlig kanal skal man kunne se præcis det, man har lyst til, så dit ønske er (i princippet) opfyldt.

      Jeg aner ikke, om Novo er gået op eller ned. Det, der undrer mig, er, at nyhedsredaktørerne tror, at det jævne folk, som er klart i flertal, interesserer sig glubende for, hvad der sker på børsen.

      Jeg har været medlem af en skakklub, siden jeg var 14. Det sidste årti har jeg dog været passiv, men jeg følger da med.

      Svar
  6. Henrik Mortensen

    REKLAMER NEJ TAK…

    Så vidt jeg ved, har man kun enkelte brudstykker – typisk slutningen af en udsendelse – tilbage af Ingrid og Lillebror. Dengang gemte man ikke båndene, men optog igen og igen oveni (eller på?) de gamle bånd, hvorved tidligere udsendelser gik tabt.

    Svar
  7. Anne Folehave

    Så herligt med et stille hyggegrin her en lørdag aften. Jeg tilhører også gruppen af undersåtter uden TV. Har ikke ejet et de sidste 32 år. Jeg er ikke gået glip af noget som helst, jeg kan følge dig helt og aldeles i dine fravalg. Den der med antal stød er genial. Skulle du evt. finde en måde, at det kunne fungerer på, så vil jeg overveje at se TV.

    God weekend.

    Svar
    1. Eric

      Der er åbenbart flere uden TV, end jeg troede. Jeg kunne også sagtens undvære, men der skal jo være enighed i familien. Det med stødene er desværre nok kun et drømmescenarie.

      Svar
  8. Henrik Mortensen

    Jeg – som heller ikke har et brugbart tv – kunne uden tvivl godt have et større udelukkelsesoverlap med dig og dine programvalg. Dog ikke, når det kommer til udvalgte fodboldkampe…

    Ingrid og Lillebror skal du nok ikke sætte næsen for meget op efter. Mig bekendt er ingen af disse programmer blevet gemt for eftertiden. Det samme gælder fx. Magnus Tagmus.

    Svar
    1. Eric

      Det står dig frit for at se reklamer og fodbold på alle de andre kanaler. Ingrid og Lillebror er i en eller anden grad blevet gemt, jeg har set klip, men ellers kunne det være Georg Metz, der (på gentagelse) siger “skysystemer”.

      Svar
  9. Stegemüller

    Jeg er fuldstændig enig med dig! For mig har det haft den konsekvens, at det eneste, jeg ser, er TV Avisen. Og her glæder jeg mig så til det amerikanske præsidentvalg er overstået – herre Gud jeg har jo alligevel ikke stemmeret derovre.

    Svar
  10. Henny Stewart

    Så skal du vel også se skaktrækkene i slow motion?

    Jeg kan forstå, at du ikke bruger meget tid på tv. Det gør jeg sådan set heller ikke, idet jeg multitasker. Jeg kan sagtens “se fjernsyn”, mens jeg i virkeligheden foretager mig noget andet. Når det så bliver for træls, zapper jeg ud, sådan rent mentalt.

    Den der med aversionsterapi mod newspeak går jeg ind for. Hvis jeg nogensinde skulle finde på at stille op til et eller andet, hvilket er meget, meget usandsynligt, vil det helt sikkert være i mit valgprogram.

    Svar
    1. Eric

      Det med slow motion kan være godt i tidnøden, når det går stærkt.
      Stiller du op med det på programmet, får du flux min stemme 🙂

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *