Oase, sommer og champagne

Er man på ørkenvandring, er det klogt at besøge oaser, og med flere måneder til sensommerferien vidste vi, at det ville blive en ørkenvandring.

Österreich Gold

Klik for større billede

Så vi undersøgte, hvornår vi kunne tage fri til en forlænget weekend i oasen Sæby. Det var ikke så nemt for Helles vedkommende, det er jo ferietid, men det lykkedes: torsdag og fredag den 5. og 6. juli.

Da der var grønt lys, var det selvfølgelig for sent at reservere lang weekend på Hotelpension Aahøj, og dér skulle det være. Der var ingen ledige værelser fra lørdag til søndag.

Så vi landede på et kompromis, tog tidligt fri onsdag den 4., hoppede på en eftermiddagsrutebil og blev i Sæby til lørdag formiddag. Ikke længe, men længe nok til at oasestemningen indfandt sig.

Det har jeg skrevet en lille beretning om: Sæby 2018.

Jeg tog kameraet og det lille, nye objektiv med. Det skulle prøves, om objektivet kunne andet end tage nærbilleder.

Det synes jeg, det kan, og selvom det hverken kan zoome ind eller ud, kan man med nutidens høje billedopløsning zoome ved at beskære i det digitale mørkekammer.

Fra tid til anden savnede jeg det store objektivs evne til at komme tæt på motivet uden at være det, men det lille bestod – jeg er tilfreds.

Løftet til os selv var at slappe af og forkæle os selv, og det løfte holdt vi til punkt og prikke.

Selvforkælelsen kulminerede fredag aften, hvor der var champagnefest og en fremragende middag med fisk og skaldyr på byens måske bedste restaurant.

Hummerbique

Hummerbisque med jomfruhummer og knivmusling

10 forskellige mousserende vine gled ned med fremragende mad: Østers, hummerbisque, grillet tun med kaviar, ½ sorthummer, havtaskehale og dessert med bl.a. jordbær og champagnesorbet.

Der er flere detaljer og billeder via linket ovenfor.

Det var rigtig godt at besøge oasen, og med fyldte ”vanddunke” tror jeg, at vi klarer os igennem til sensommerferien.

4 thoughts on “Oase, sommer og champagne

  1. Eric

    Ja, det var en middag, vi sent vil glemme – den var perfekt. Vinene var også gode. Et par af dem til den søde side for min tand, men smag og behag …

    Svar
  2. Ellen

    Man skulle da også være et skarn, hvis ikke man kunne leve mentalt i et stykke tid på sådan en himmelsk menu. Den er lige mig – jeg ville have elsket den. Bare med hvide vine i stedet for mousserende, men pyt med det.
    Den tredje nat er lige netop den, der gør forskellen på weekend og miniferie.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *