Hvordan fik jeg tid til at arbejde?

Det fryser i dag, og sneen på fortove og mindre veje er blevet til is. Vejret er perfekt til indendørs sysler, så projekt kælder er i gang.

Solsort i snevejr

Solsort i snevejr i går

Det sneede en del i går. Der var lidt tø i det, så sneen var våd og tung. Derpå slog det over i frost, og meget af sneen er nu frosset eller komprimeret til is.

I dag er himlen blå, og luften er sprød og frisk af frost. Vi manglede et par småting, så jeg spadserede til supermarkedet. Flere villaveje er slet ikke ryddet, sneen er blevet til is, så cyklen har hviledag.

Det var nu heller ikke risikofrit at spadsere, for mange fortove er også tilisede. Sneen faldt i den bedste arbejdstid, og da folk kom hjem, var det svært at rydde den fasttrampede sne.

Projekt kælderoprydning

Projekt kælder har været i gang et stykke tid. Der er endnu langt til målet, så det er godt, at jeg nu har tid og energi.

Det er utroligt, hvad man kan samle af ting og sager. Da vi købte huset i 1991, var det et dødsbo, og der var en del effekter fra den tidligere ejer, fx henkogningsglas, tapetruller, maling og mange babymosglas med søm, skruer og dippedutter.

Vi flyttede uden at få ryddet ordentligt op (læs: smidt ud), og bl.a. indholdet af et pulterkammer kom usorteret i kælderen.

Da Helles forældre flyttede til noget mindre, var der sækkevis af ting og effekter, som havnede i vores kælder, fordi vi jo havde så god plads.

I årenes løb har vi været dygtige til at stuve endnu mere derned, såsom udtjente printere, computere og møbler.

Da huset blev renoveret rum for rum, fik meget midlertidigt ophold i kælderen, og for noget blev midlertidigt til permanent.

Så erkender man en dag, at der absolut ikke er god plads mere, og projekt kælderoprydning fødes.

En del skal køres på genbrugspladsen, andet skal ud med storskrald, og henkogningsglassene ryger pø om pø i glascontaineren ved supermarkedet.

Kælderbiblioteket

Kælderen er også bibliotek: ca. 13 reolmeter med skønlitteratur A-G samt ca. 6 meter med tidsskrifter og ringbind. Hertil velsagtens 3 meter stablede bøger. H-Å samt uskøn litteratur har plads i stuen, udestuen og på 1. sal.

I går sorterede jeg skaktidsskrifter. Jeg har været medlem af en skakklub siden 1971, og i alle de år har jeg samlet skaktidsskrifter. Mest i 70’erne til og med 90’erne – derefter tog internettet over.

Skakbladet (medlemsblad for Dansk Skak Union) havde vi in duplo for de sidste 26 år, så jeg har sorteret i kasser og tilbudt, at folk kan få dubletterne gratis mod at hente dem på min bopæl. Ellers genfødes de som æggebakker, bladene altså.

Dertil kommer en del udenlandske skaktidsskrifter, som jeg egentlig er ked af at skille mig af med (samlernaturen!), men jeg ved, at jeg aldrig får dem læst igen – så ud!

Der er meget mere, der skal ud, og der må være en papkasse mere med skakblade et eller andet sted. Den finder jeg vel på et tidspunkt.

Det kommer til at tage tid, og jeg bliver ikke færdig denne vinter, men det hjælper hver gang, jeg får taget et nap, og det er en stor tilfredsstillelse.

Snart kommer foråret, og så flyttes fokus på at være mere ude. Der er også et projekt ”have” (uf!), der skal cykles ture, når vejret er godt, og der er en terrasse, der skal holdes med selskab.

Hvordan i al verden fik jeg tid til at arbejde?

17 tanker om "Hvordan fik jeg tid til at arbejde?"

  1. Pia

    Det er med plads som med tid. Hvert eneste hul bliver meget let udfyldt. Man skal huske at værne om lufthullerne.

    Svar
  2. Henny Stewart

    Vores garage er fuldstoppet nu. Jeg tør slet ikke åbne porten mere, for jeg er bange for, at ragelset derinde vil hoppe ud og angribe mig. Det værste er, at “nogen” kunne rydde den garage fuldstændig, uden at vi overhovedet ville savne noget af det, der er gemt der. Mao. kunne vi lige så godt have smidt skidtet ud med det samme.

    Jeg kan levende forestille mig, hvor stor en lettelse, det ville være at få garagen ryddet. Så held og lykke med kælderprojektet.

    Henkogningsglas ville jeg aflevere til genbrug. Der er nogen, der gerne vil have dem. Man kan bruge dem til opbevaring af diverse “dims”, og det er på mode.

    Svar
    1. Eric

      Hehe, hvad der gemmer sig i garagen! Jeg nyder projektet i roligt tempo. Det med ting til genbrug har jeg tænkt på, men jeg kan kun transportere lidt af gangen, og så er det så bekvemt med glascontaineren, når jeg køber ind. Jeg trøster mig med, at glasset indgår i kredsløbet. Der er også alt det, som skal transporteres ud på den kommunale genbrugsplads, når vejret bliver mere cykelvenligt. Der er til mange ture, når man kun har en rygsæk og en cykelkurv!
      Det er så fedt at se det svinde, selvom det tager tid.

      Svar
  3. Lene

    Hvor er jeg glad for at læse at andre end os fylder alle rum ud med noget, man måske kan bruge eller bare ikke får forholdt sig til om man vil bruge det. Hos os bliver det nok først gjort, når vi skal flytte fra gården. Suk jeg gad godt før, men da jeg jo ikke vil stoppe med at arbejde for at rydde på i loft, skabe og lade, så bliver det nok udskudt til sidste øjeblik 🙂
    Godt at du er glad for dit nye liv, pøj pøj med oprydningen

    Svar
    1. Eric

      Der er nok mange, der har en rem af huden. Det går stille og roligt fremad med oprydningen. Forleden var det tidsskrifter, i går og i dag står den på gamle papirer. Kvitteringer for ting, hvor garantien forlængst er udløbet, gamle skattepapirer osv. Det er såmænd relevant nok at gemme dem, men kun for en tid.

      Svar
  4. Katinka

    Hej

    Læser med stor fornøjelse din blog – om I nu er ude eller hjemme lader I begge til at finpudse kunsten at nyde livet.
    Spottede ‘Politimorderen’ i din kælderreol – har du hele sjöwall/wahlöö-serien, ‘roman om en forbrydelse’?
    Hvis du har tænkt dig, at den også ryger på lossepladsen, så tøv lige en kende – jeg mægtig gerne købe den.
    Håber på håndslag – vh katinka

    Svar
    1. Eric

      Hej Katinka
      Det glæder mig, at du læser med 🙂
      Ja, vi har alle bøgerne i “Roman om en forbrydelse”, men jeg må skuffe dig med, at de skal ikke ud, selvom vi mangler reolplads. Bogbilledet ovenfor arrangerede jeg til et ældre indlæg, og Politimorderen og de andre i serien står under “S” i udestuen.
      Til min overraskelse kunne jeg ikke finde serien (på dansk) på antikvariat.net, men det er sikkert bedre at søge på de enkelte titler – fx gav en søgning på “Politimorderen” adskillige hits. Prisen var 50 DKK, men så kommer der selvfølgelig forsendelse oveni. Held og lykke med jagten.

      Svar
  5. Jørgen

    Svaret på det gode spørgsmål om, hvorledes du fik tid til at arbejde er nogenlunde indlysende. Ved at stuve ting sammen i kælderen blev der tid til at passe arbejdet. Nu er arbejdet flyttet fra fabrikken til kælderen. Forpligtelsen er den samme, men arbejdsgiverens krav om effektivitet er vel lempet en smule når du nu selv kan bestemme tempoet.
    Mon ikke denne analyse passer ret godt eftersom du jo er en disciplineret mand, der gør det der skal gøres når det skal gøres.
    Husk dog, at ragelse er noget man gemmer i 25 år og smider ud dagen før man får brug for det.

    Svar
  6. Ellen

    Det er et spørgsmål du vil komme til at stille dig selv mange, mange gange endnu.
    For mig er det et af de bedste tegn på, at man har et godt pensionistliv … og vi ved jo begge, at der findes nogle (få, håber jeg), der synes det er skrækkeligt ikke længere at skulle op og på arbejde. Det er svært at forstå, ikke sandt? 🙂
    God fornøjelse med oprydningen. Det er så rart, når det er overstået, og det eneste man mangler er at pudse glorien.

    Svar
    1. Eric

      Det er ganske rigtigt svært at forstå. Og tak, det er en fornøjelse, og pudsemiddel står på dosmersedlen 😉

      Svar
  7. Erik Hulegaard

    “Hvordan i al verden fik jeg tid til at arbejde?” – Et spørgsmål, som enhver funktionsduelig pensionist/efterlønner stiller sig selv. Med dine medfødte evner for analyse og systematisk tankegang er der arbejde nok til græsset igen skal studses i hjørnehaven. Skakblade, babymosglas og Colin Dexters fabelagtige britiske bogstavsklistringer vil kunne optage mange timer “ahead of time”.

    Blogindlæggets fine visuelle ornitologiske detalje er en glimrende indgangsbøn til de kommende udfordringer. 😉

    Svar
    1. Eric

      Ja Erik, tidsslugerne står i kø, og de tripper alle for at komme til. Sådan var det på en måde også med arbejdet, men nu bestemmer jeg hvornår og hvad, og det er bare så godt 🙂

      Svar
  8. Stegemüller

    Sikke en kælder… jeg er imponeret af din evne til at erkende, at det må komme lidt efter lidt. Men uden den evne ville det jo være fuldstændig uoverskueligt; og man jo aldrig, hvornår man kan få brug for et par af de solide henkogningsglas.

    Det er godt du ser frem mod foråret, måske lidt tidligt, det er jo først på søndag, vi fejrer midvinter = kyndelmisse. Men så da cyklen, terrassen og Tot omkring benene. Ja hvordan fik du tid til at arbejde? Det samme tænker jeg selv.

    Svar
    1. Eric

      Sådan en kælder er en sniger. Man sætter lige noget derned, midlertidigt forstås, så der er plads til det nye, og så glemmes det midlertidige. Pludselig er den pakket.
      Man skal være hård: Vi får fx aldrig brug for henkogningsglas, og skulle det meget mod forventning ske, kan vi købe et nyt. Det samme med bøger og tidsskrifter: Er dette noget, du nogensinde vil læse igen?
      Jeg ser også sådan på det, at vi ad åre skal flytte til noget mindre, og så er det bedre at rydde op nu, mens man har kræfterne. Bit by bit.

      Svar
      1. Stegemüller

        Vi er helt enige: “Er dette noget, du nogensinde vil læse igen?” Ud fra denne device har jeg gennem det seneste 1½ år kasseret flere hyldemeter og selvom det gjorde lidt ondt i hjertet, var det alligevel en udfrielse.

        Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.