Coronastilhed

Pandemien fylder meget, ikke mindst i mediebilledet. Det er en underlig tid med savn og afsavn.

Ikke alle lider i stilhed. Formørkede Mænd og kvinder demonstrerer for ubegrænset frihed til at smitte andre, og velsagtens for at vinde sympati affyrer de kanonslag, øver hærværk og kaster ting mod politiet.

Befolkningens store flertal lider dog relativt stille. Jeg lider kun lidt, men mange dages stilhed på bloggen er et udmærket billede af, hvad jeg oplever.

Sidste uges sociale højdepunkt var et besøg hos tandlægen. Selskab er ikke værst, men jeg satte alligevel pris på, at besøget begrænsede sig til undersøgelse og tandrensning.

Jeg vantrives ikke som semi-enspænder; jeg har jo fruens selskab, når hun ikke er på arbejde. Jeg er også for længst over festabealderen, så min ungdom er ikke forspildt, fordi man har aflyst happy hour i Jomfru Ane Gade og senfølgerne dagen efter.

Skulle jeg få en snert af sociale abstinenser, mens Helle er på arbejde, snakker jeg lidt med katten. Jeg overvejede kort at lære ham italiensk, for når han kan sige ”miao”, kan han vel også sige ”ciao”; men han er vist ikke motiveret.

Katten Tot

Otium og frihed

Nu vi er ved sprog, er ”otium” latin og betyder bl.a. lediggang. Hvordan otium skulle være roden til alt ondt går over min forstand, jeg nyder livet som lediggænger.

Der er ganske vist ikke så meget at bruge friheden og tiden til under nedlukningen, i hvert fald ikke de aktiviteter jeg især glædede mig til, før jeg gik på efterløn.

Jeg savner fx at tage til byens centrum i den bedste arbejdstid, dalre rundt og kigge på ting, jeg ikke kunne drømme om at impulskøbe, og så hvile benene på en café, læse en papiravis og måske spise frokost.

Ikke fordi avisen er særlig interessant, men det er fedt at gøre det på en hverdag, alene fordi man kan, når man altså kan.

Som efterlønner kan jeg langtidsstege på hverdage, men med rejserestriktionerne kan jeg hverken tage på forlænget hverdag til Rom eller snuppe en afbudsrejse med afgang i morgen.

Alt det, man gerne vil, men ikke kan, påvirker langtidsbudgettet. Et fornuftigt budget tager højde for uforudsete udgifter, men det er straks værre, når budgettet bugner med uforudsete manglende udgifter.

Udsættelse af rejser, restaurantbesøg og andet lystforbrug betyder, at efterkrisetiden skal planlægges med revanche for øje.

Jo, der er savn og afsavn, selvom man kan forlænge morgenkaffen til op ad formiddagen, mens man orienterer sig om planetens tilstand.

Men dagene bliver længere, og snart er det forår. Så vil jeg nyde friluftslivet på terrassen, mens jeg venter på stikket, hvis jeg da ikke har fået det.

Borgerservice åbner vel også igen, så passet kan blive fornyet i tide til forlængede hverdage et sted, hvor kattene måske siger ”ciao”.

Attenti al gatto

Pas på katten

Det sker lige pludselig, tiden løber. Der er ingen grund til at gå i sort.

/Eric

15 thoughts on “Coronastilhed

  1. Uffe Jerner

    Det siges, at katte kan mjave på mellem 60 og 70 måder. Det er umiddelbart flere, end de fleste forestiller sig, men ikke uoverskueligt. Måske var det idé at lære sig katsk?

    Svar
    1. Eric

      Jeg må indrømme, at jeg ikke kender størrelsen af vores kats ordforråd, men han forstår til fulde at kommunikere de basale behov, som vi skal hjælpe med at opfylde, så vi forstår skam katsk, selvom vi måske ikke taler det så godt.

      Svar
        1. Eric

          Ja, hans kønne ydre kompenserer for hans massive enfoldighed. Hans forgænger var uanselig, men sammenlignet med Tot var hun lynende intelligent. Hun vidste fx, at hvis det regnede uden for én yderdør, hjalp det ikke at løbe til en anden 😉

          Svar
  2. Donald

    Tror du virkelig at der er mange, der lider? De, der er hårdest ramt, er de, der er afhængige af discoteques, bar’er, og lignende — de må søge erstatning i “Tinder” og lignende.

    Hvis “otium” betyder lediggang, så vend det hele om og tænk “arbejdsramt”, affectus laborem!

    Du skal tage til Sindal, Tversted Plantage, Sæby, Ålbæk, måske besøge “Slagtenhelligko” webloggen i den anden ende af Ålborg. Du kan sagtens stå udenfor Ålborgs smukke kirke og take-away sted. Der er nok at gøre, og bedst endda midt på dagen, for så kan du nå at lave aftensmad til Helle 😉

    Dansk Sprognævn ville godkende misses udtale (“miao”) af “ciao” uden tøven. Det er sprogbrugerne, der bestemmer hvad meningen er, og al udtale er rigtig. (!)

    Svar
    1. Eric

      Ja, man hører så megen jammer og klage, at nogen må lide, og (seriøst) er der nok mange, der føler underskud af samvær med familie og venner.
      Min udflugtslyst vil stige synkront med temperaturerne, om end jeg som cyklist/fodgænger opererer med mindre afstande end privatbilister, indtil man igen kan køre i tog/rutebil med moderat smitterisiko. En kort sommerferie i Sæby er planlagt.

      Svar
      1. Donald

        Du er lidt heldig ligesom jeg, at der er mange dejlige steder lige i nærheden. Mærkeligt nok tænker jeg mest på havnefronten lidt vest for Ålborghus, det har man indrettet så smukt, men når jeg så dengang for 9 år siden gik tur med kusinen ned ad de små gader, så åbnede der sig så mange skønne perspektiver.

        Jeg kan ikke se om der stadig er et klaverværksted på “Vesterbrogade”. Det var så fantastisk at besøge det i 2004, da jeg holdt kursus på Siemens ved siden af nybyggeri i silo-form. En mærkelig ting, at man byggetillod fordi der var siloer i forvejen.

        Svar
        1. Eric

          Ja, dele af havnefronten er blevet ganske pæn, andre dele (synes jeg) skæmmes af for højt og tæt byggeri. Det silobyggeri, du nævner, er formentlig de gamle cementsiloer (“Dansk Andelscement”), som stod tilbage, efter fabrikken lukkede. De er bygget om til boliger, og det er vel ganske opfindsomt (kan man få buede reoler?).
          Klaverstemmeren flyttede efter 31 år på Vesterbro (ikke Vesterbrogade) til Danmarksgade sidste år, så forretningen eksisterer stadig 🙂 Se: https://aalborgnu.dk/nyheder/ny-adresse-til-ikonisk-butik/e06d9a87-aeae-4498-8c01-43da83b925c0

          Svar
  3. Stegemüller

    Hvor ER det rart endelig at høre fra dig igen; men hvad der sker jo ikke så meget pt., vi kan fylde vore spaltepladser med.

    “Don’t make stupid people famous”: Det er så sandt, som det er skrevet. De MIB og en enkelt – nu berømt – kvinde med to børn, formår ikke at tænke, før de taler i deres megafoner. De har ikke fattet noget som helst og forekommer mig være væsentlig dummere end de 75 pct., vi ellers hører fra.

    Nogle mener, det er så synd for kvinden, at hun har fået en dom på to års fængsel, når hun har to børn. Selv synes jeg, hun skulle have tænkt på de stakkels børn, før hun stillede sig op med en megafon!

    Svar
    1. Eric

      Men in Black er vist en sortbroget skare, for nu at sige det pænt.
      Imidlertid finder jeg det ikke rimeligt, at straffen for “gadeballade” skal fordobles, fordi den har noget med Covid at gøre. I modsætning til fx svindel med hjælpepakker og tyveri af værnemidler er det ikke en handling, som udsætter fællesskabet for (smitte)fare eller udnytter krisesituationen i berigelsesøjemed.

      Svar
  4. Erik Hulegaard

    Mørke mænd oplevede jeg ved mit seneste besøg i Hovedstaden. De sad og stod på en central plads og “varmede op” til protest mod nutidens besynderlige pseudoagtige tidsalder, hvor medierne fortsat er (over-)fyldt med epidemiologiske statistikker, herunder tabslister som i en krig.

    En af blogejerens yndlingslande lukker nu ned igen og påsken vil opleves ganske meget anderledes trods den argentisk-fødte Jorge Mario Bergoglio´s forsøg på at understrege katolismens fortræffeligheder. – Det er således spildte kræfter, ifald Tot opstarter et intensivt italiensk for begynder-kursus aktuelt. Han kan så nøjes med at se “Sicilien – det fantastiske land 1/3” på DR2 denne aften.

    Svar
    1. Eric

      Nogle lande er hårdt plagede, men Sicilien er vist “kun” orange. Tak for tippet om aftenens udsendelse, og Tot kan titte med, hvis han vil.

      Svar
  5. Ellen

    Hehe – “Formørkede mænd og kvinder” – den skriver jeg gerne under på.
    Nu må vi jo bare ikke glemme, at 50 % af befolkningen er dummere end gennemsnittet … men de fylder godt nok meget i mediebilledet!
    Jeg synes vi skal sige som de gør i England: Don’t make stupid people famous. Derovre får den slags personager faktisk forbløffende lidt spalte- og tv-plads.

    Svar
    1. Eric

      Ikke nogen dårlig tilgang, altså det med “Don’t make stupid people famous”. Desværre er det nok for godt stof for den danske presse.
      Matematisk (og fjernt fra virkeligheden) køber jeg dog ikke de 50 % – fx kan 25 % (teoretisk) være præcis så dumme/kloge som landsgennemsnittet, og så er der kun 75 % tilbage til deling 😉

      Svar

Skriv et svar til Uffe Jerner Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *