Skak og gastronomi i Svendborg

Vi besøgte Svendborg i fire af påskedagene. Vi så på byen, fulgte med i skak-DM og spiste godt.

Fra torvet i Svendborg

Fra torvet i Svendborg

Der er mange gamle huse i Svendborgs centrum, og de ser velholdte ud. De fleste nyere huse er bygget i en stil, som nænsomt matcher det gamle. Det er stort set kun bankerne, der ikke har råd til at falde ind i bybilledet.

Desværre led Helle under en voldsom forkølelse. Vi havde håbet, at den ville fortage sig i løbet af et par dage, men nej, og jeg var derfor alene på formiddagsturene rundt i byen.

Vejret artede sig smukt, om end det var en kende køligt nogle dage. Lørdag formiddag summede centrum af liv, men på helligdagene var der ikke mange mennesker i gaderne.

Fra Gåsetorvet

Fra Gåsetorvet nær havnen

Skakken

Skakkens påskestævne med mere end 200 deltagere blev arrangeret på Hotel Svendborg, hvor mange af spillerne boede, og hvor vi havde et udmærket dobbeltværelse med favorabel skak-rabat.

Elevatorskilt

Elevatorskilt på Hotel Svendborg. Mange går op i kommafejl, men hvorfor ikke punktummer?

Landsholdsklassen, hvor der spilles om DM, startede kl. 14, og jeg tilbragte det meste af eftermiddagen i kommentatorrummet, hvor de igangværende partier blev analyseret på storskærm.

Dette blev transmitteret live, og jeg kunne således have fulgt det hjemmefra, men det er nu noget særligt at følge begivenhederne fra ”ringside”, hvor man som tilskuer også har mulighed for at bidrage, hvis man ellers synes, at man har noget at bidrage med.

Stævnet var også en mulighed for at møde adskillige skakvenner, som jeg har kendt i mange år. Alderspræsidenten blandt disse er trods sine 87 år stadig skarp, og han besøger som regel påskestævnet, hvis han kan.

Restaurantbesøg

I fjor erfarede jeg, at man skal bestille bord i rigtig god tid, hvis man vil spise på to af de (efter sigende) bedste restauranter i Svendborg, nemlig Resumé og Salig Simons Gaard, så det sørgede jeg for denne gang.

Resumé

Restaurant Resumé

Restaurant Resumé holder til i en tidligere metodistkirke

Restaurant Resumé var fremragende. Restauranten har til huse i en tidligere metodist-kirke, hvor der er højt til loftet og god plads mellem de rummelige borde. Konceptet er en fast månedsmenu (altså ikke a la carte), hvilket selvsagt gør det billigere (mindre spild osv.).

Maden var glimrende og med stor sans for detaljen. At remse det hele op ville føre for vidt, men i hovedpunkter var det kunstfærdigt anrettede snacks, hjemmebagt brød, smørpocheret mørksej med muslingesauce, braiserede svinekæber med rødbedesauce, bagt Mont d’Or-ost og som dessert en mousse med søde lækkerier. Til slut kaffe med søde sager. Passende vin til alle retter.

Snacks på Resumé

Snacks på Resumé

Betjeningen var professionel og kvik, selvom der var fuldt hus. Stedet kan absolut anbefales.

Svendborgsund

Fredag besøgte vi Restaurant Svendborgsund, hvor vi også spiste sidste år. Det var uden vingesus, men udmærket. Lammekoteletterne var fint stegt, men man kunne kritisere, at ærtepuréen ikke var glat, og man kan afgjort kritisere, at en dyr flaske vin ikke åbnes ved bordet. Der blev dog ikke snydt, og kald mig bare principrytter.

Salig Simons Gaard

Porten ind til Salig Simons Gaard

Porten ind til Salig Simons Gaard

Lørdag var der udsolgt på Salig Simons Gaard. Det var en lidt skuffende oplevelse. Som på Resumé er det en fast menu, og maden var glimrende, men det var et lille, varmt lokale med mange små borde, og iltprocenten kom hurtigt ned på et niveau, man ellers kun måler ved bjergenes trægrænse.

Ventetiden mellem retterne var i overkanten. Vi forlod restauranten efter godt tre timer, og det er for længe til fem retter, hvoraf flere var ”hapsere”. Jeg kom også i tvivl om tjenernes reelle kendskab til vinene. Gewürztraminer blev til ”gewurz-raminer”, og tawny (port) blev til ”tauny” med ”tau” udtalt som i bilmærket Taunus. Kald mig bare en brokrøv.

Bella Italia

Søndag trængte vi til noget lettere og fik en udmærket pizza på Bella Italia med en god sorbet til dessert. Rødvinen var siciliansk og udmærket – kald mig bare inhabil.

Pizza

Hjemrejse

Alt i alt var det nogle gode dage i Svendborg. Det var selvfølgelig rigtig træls med Helles forkølelse, men den slags er karma.

Hjemturen gik glat. Vi forlod Svendborg mandag 10:03 og var i Aalborg 4 timer og 3 minutter senere. Det er til at overkomme, når man har pladsbillet.

/Eric

8 tanker om "Skak og gastronomi i Svendborg"

  1. Donald

    Hvor er det smukke billeder. Især gåse-statue holder jeg af.
    Min gamle arbejdsgiver Hans Mollerup var en overgang klokker og domorganist i Svendborg.
    Desværre tabte jeg forbindelsen – han var supermusikalsk.

    Svar
    1. Eric

      Svendborg er en køn by, og kvarteret omkring gåsetorvet har patina.
      Det kan være svært at holde forbindelser, det kender vi nok alle til.

      Svar
  2. Ellen

    Jeg tænkte, som Lene, også på, at det er fedt at kunne kombinere to interesser på den måde I gjorde.
    Din vinoplevelse fik mig til at tænke på dengang vi var på Årøsund Badehotel, hvor de havde en tjenerelev, der ikke engang vidste hvordan man åbner en ‘korket’ flaske vin. Da hun så fik åbnet den, skænkede hun (et relativt stort) vinglas helt op til lige under randen – og jeg havde kun bestilt et glas vin; ikke en hel flaske. Jeg skal da lige love for, at en mere erfaren tjener fik travlt med at hive hende ud i baglokalet, da han så det 😀

    Svar
    1. Eric

      Ja, det er ganske fedt. Før i tiden har jeg også praktiseret at besøge klubber, når vi har været i udlandet, og det har givet nogle gode oplevelser i bl.a. Venedig og Rom.
      Hehe, der skulle være flere tjenere af den rundhåndede slags, du beskriver 🙂

      Svar
  3. Lene

    Sikke en skøn påskeferie med kombination af det du og I kan lide, skak og god mad samt gode oplevelser. Ærgerligt at Helle blev syg, håber hun har fået det bedre.

    Svar
  4. Erik Hulegaard

    Mange mennesker går i kirke ved påsketid. Menuen er dog begrænset til alterbrød (oblater) og en sjat hedvin. Så er det jo meget glædeligt, at en af mine danske yndlingsbyer kan byde på resumé af ypperlig metodisk dansk kogekunst.

    Man kan sagtens blive mat af turneringer, men gudskelov har blogejeren en del brikker at flytte rundt på cerebralt. Og disse – i skarp ledsagelse – af smagsløgene har været presset til det yderste under de vellykkede besøg på de sydfynske matrikler, hvis kvalitet og prisniveau har befundet sig i den modsatte ende af folkekøkkener.

    Jeg kan ikke skrive speciale i ærtepuré, men ”vinfadæsen” undrer mig på et af de sikre steder i Svendborg. Samme sted, der i øvrigt over tid er blevet gæstet af bl.a. byens borgmestre, af nogle kaldet bykonger. En af disse har i øvrigt lagt gener til Københavns nuværende overborgmester med samme listebogstav.

    God bedring med fru Helle, der sikkert blev opmuntret af gensynsglæden med Tot.

    Svar
    1. Eric

      Sankt Nicolai kirke i Svendborg var vist godt besøgt søndag formiddag, for salmesang og orgelbrus kunne høres på lang afstand; men måske er kirken bare dårligt lydisoleret.
      Overtrædelsen af den uskrevne vinflaskeåbningslov undrer også mig, men måske Rest. Svendborgsund har svært ved at få kvalificeret arbejdskraft – det er vist et generelt problem i branchen. Hvorom alt er, var Rhonevinen ikke udskiftet med den med tyren.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *