Eller når sandheden skal frem. Det magelige efterlønsliv har sat sine spor, sådan ca. to kilo.
Michelangelos David
En af mine tidligere kollegaer yndede at sige: ”Man skal altid sige sandheden, men man behøver ikke at rutte med den.”
Sandheden er, at 1½ år på magelig efterløn har sat to kilo spor, og uden at rutte med samme sandhed kan jeg godt røbe, at de ikke sidder som jævnt fordelt og velproportioneret muskelmasse.
Pludselig virkede touchpaden på Helles bærbare ikke mere, og jeg måtte træde til.
[sproget.dk om touchpad: ”pegeredskab på en (bærbar) computers tastatur i form af en lille berøringsfølsom plade hvor man bevæger sin finger og dermed flytter markøren på skærmen”]
”Eric?”
”Ja”
”Min touchpad virker ikke. Jeg kan ikke se cursoren.”
”Har du prøvet at boote?”
”Ja. Da cursoren forsvandt, kom der sådan et ikon op på skærmen – med en hånd.”
Efter 42 års samliv gør man gør sig ikke lystig, man siger:
”Hm, det lyder da mærkeligt.”
Og så rider man til undsætning på den hvide hest.
I dag ansatte jeg Marie II til at vaske op, og det gav anledning til en cykeltur med indlagte svinkeærinder.
Der er vist ikke flere hvidevareforretninger tilbage i Aalborgs centrum, de er flyttet til City Syd. Her er kvadratmeterprisen lavere, og der er ingen restriktioner, for hvor hæsligt man må bygge.
Ansættelsen af Marie II er blevet forsinket nogle dage, fordi Helles cykel punkterede, så hun måtte låne min for at komme på arbejde.
Historien om den punktérglade cykel får I måske en anden gang, her rækker det at sige, at jeg hellere ville vente og vaske op i hånden end tage bussen.
Der er vel ca. 9 km til hvidevarehøkeren. Jeg kører så vidt muligt ad småveje, men fra et vist punkt er der ingen vej uden om Hobrovej, som var hovedvejen til Rom, før motorvejen kom til.