Det kræver rigtig meget energi at brænde cementklinker, og dette indlæg handler om brændslerne.

Aalborg Portlands mellemlager for kul og petcoke. Kilde: Aalborg Portlands arkiv.

Oliekrisen i 1973 ramte cementproduktionen hårdt i det meste af verden. Olie var et nemt brændsel at bruge, men pludselig var det en mangelvare, og siden var det for dyrt.

Man begyndte at formale kul til fint pulver og brugte det i stedet for olie. En sky af formalet kul blæses ind i roterovnen, hvor det antænder næsten øjeblikkelig.

Kul skal være fintformalet, for det går ud over kvaliteten, hvis der er større partikler, som falder ud af flammen og brænder nede i materialefyldningen.

Tommelfingerreglen er, at kul skal formales så fint, at sigteresten (altså det der er tilbage) på en 90 µ sigte er 50 % af gasindholdet. Gasindholdet i stenkul er typisk 20 – 36 %.

Brænder med flere kanaler, som fyrer brændsler ind i ovnens brændezone. Billedet er fra en fabrik nær Berlin.

Petcoke

I den stadige jagt på billigere brændsel begyndte man også at bruge petroleumskoks, petcoke, der er et affaldsprodukt fra olieraffinaderierne.

Det gav problemer for mange. Petcoke er ofte hårde at formale, har lavt gasindhold (10-11 %) og kan indeholde temmelig meget svovl.

Mange oplevede et fald i cementens styrkeudvikling, fordi svovl blev indbygget i mineralet C₂S og stabiliserede dette, så det fik svært ved at reagere videre til C₃S.

Problemet kan modvirkes ved at sørge for balance mellem svovl og alkali, så der dannes alkalisulfat. Man kan også tilsætte fluorid, som hjælper dannelsen af C₃S.

Det ændrer dog ikke ved, at svovl påvirker ”lavaens” viskositet og overfladespænding, så der dannes færre noduler, og ovnen bliver mere støvet – man skal finde et balancepunkt.

Et scoop

Stigningen i olieprisen var et stort problem for producenter af hvid cement som Aalborg Portland (AP), fordi stenkul ikke kunne erstatte olie. Kullenes askerest ødelægger nemlig den hvide farve.

Læs resten →