Kategoriarkiv: IT & internet

Tom Lehrer på YouTube

Der er indtil flere videoer med Tom Lehrer på YouTube. Hans sange er stadig morsomme og undertiden skræmmende aktuelle.

Med vanlig sendrægtighed er det også gået op for mig, at der er andet end familievideoer på YouTube. Der er bl.a. videoer med den amerikanske sangskriver, satiriker og matematiker Tom Lehrer.

Lehrer (født 1928) huserede med sin sorte humor og satire i 50’erne og 60’erne og fik nærmest kultstatus, hvorefter han trak sig tilbage fra scenen. Der går en historie om, at han stoppede, fordi Kissinger fik Nobels Fredspris, men det er ikke korrekt, selvom Lehrer udtalte, at netop den fredspris gjorde satire til noget forældet.

Jeg havde engang nogle kassettebånd med hans få udgivelser, men de er for længst røget ud, så det var en fornøjelse at genhøre ham på YouTube.

Her er et par af sangene – vistnok optaget da han besøgte Norge i 1967. På Wikipedia kan du læse mere om den vittige begavelse.

Wernher von Braun var SS’er og videnskabsmanden bag Nazitysklands V2-bomber. Han blev efter krigen kapret af amerikanerne, der så gerne ville have raketter.

”Who’s Next” om spredningen af atomvåben er aktuel den dag i dag.

Dagens tema og nyt look

Jeg opgraderede bloggen til WordPress 3 i dag og faldt for det nye standardtema, Twenty Ten. Så der er nyt layout, eller blook om man vil.

Jeg kan især godt lide læsbarheden, som jeg har prioriteret højere og højere, siden armene blev for korte og lyset for svagt. Det har været sådan en glidende overgang.

Jeg er dog lidt ked af at skulle fjerne min header med kattekillingen, men jeg kan ikke få billedet bredt nok uden at skære killingen midt over, og så ville folk lave hadegrupper på Facebook og den slags.

Man kan ikke få det hele, men hver gang jeg nu ser den nye header, kan jeg drømme mig tilbage til den lille græske ø Telendos, hvor billedet er taget.

Om arrays i Excel VBA

Jeg har netop tilføjet en artikel om arrays til mine sider om VBA (makroer) i Excel. Lyder det ikke vildt spændende?

Et hjørne af min hjemmeside beskæftiger sig faktisk med noget seriøst og har seriøse læsere. Det er mine sider om VBA (makroer) i regnearket Excel, hvor jeg bringer tips og kodeeksempler på, hvordan man kan trylle i Excels maskinrum.

På dansk er der forbløffende få sider om Excel VBA, som ikke vil sælge kurser eller bøger. Så på trods af (eller måske netop fordi) emnet er for de lidt viderekomne, får siderne pænt besøg. Google kan åbenbart godt prioritere mellem indhold og kursustilbud.

Hvad er et array så for en dims? Jo, kort fortalt er det en variabel, der ligesom en tabel kan indeholde en masse data, man kan skrive til og slå op i. Det særlige ved tabellen er bl.a., at den kan have X dimensioner.

For langt de fleste medborgere er dette sikkert gabende uinteressant, men jeg (og andre nørder) synes altså, det er mægtigt spændende, fordi vi kan bruge det til noget.

Mangfoldigheden er nok noget af det mest fascinerende ved internettet.