Kategoriarkiv: IT & internet

Chrome er bedste browser med sikkerhed og hastighed

Sikkerhed og hastighed er afgørende, når man surfer på nettet. En nylig test kårer Google Chrome som bedste browser i den henseende.

Jeg har nu brugt Googles browser, Chrome, i nogen tid, og PC Worlds testresultat overrasker mig ikke. Jeg mærkede en klar hastighedsforøgelse, da jeg skiftede fra Explorer.

Af testen kan man se, at Chrome kun er marginalt hurtigere på selve sidehentningen, men at den giver alle konkurrenterne baghjul, når det kommer til afviklingen af JavaScript – 13 gange hurtigere end Internet Explorer!

Læs resten →

Bøger i massevis til ferien

Jeg tager et helt bibliotek med på ferien, men skal ikke betale overvægt af den grund. Gratis e-bøger til den bærbare vejer nemlig ikke noget.

Når jeg skal på ferie, er læsestof det tilbagevendende problem. Hvad jeg skal tage med? Det skal være noget, jeg gider at læse, der skal være nok til hele ferien, og samtidig må bøgerne ikke veje for meget.

Det problem er nu løst én gang for alle: På den nye mini-bærbare ligger ca. 550 mb bøger af 274 forskellige forfattere. Alt downloadet gratis fra Project Gutenberg.

Nu kan jeg svælge i verdenslitteraturen! Jeg kan tage til skatteøen med Stevenson, og jeg kan lege Robinson Crusoe en fredag. Jeg kan jagte vilde hvaler med Melville og sige ”Apport!” til Baskervilles hund. Jeg kan terpe jungleloven med Mowgli og slynge mig i lianer gennem Tarzans samlede værker.

Måske tager jeg på krydstogt med Odysseus og læser Herodots historie, mens jeg slapper af på dækket. Vil han have mig til at ro, kan jeg i stedet tage på jordomsejling med kaptajn Cook eller søge min egenarts oprindelse med Charles Darwin ombord på Beagle.

Jeg kan sværme med Rosseau og grine saftigt med Boccaccio. Jeg kan sågar bære Brontë op til Telendos’ stormfulde højder, men der sætter jeg nok grænsen. Så hellere banke nogle gallere sammen med Cæsar eller svinge kården med Dumas.

Jeg medbringer kort sagt digitale dynger af klassikere; men jeg skal nok have én rigtig bog med. Det er nemlig for ubekvemt at ligge i sengen med en bærbar.

Relateret:

Familieforøgelse, vi har fået en lille ny!

Den lille ny er simpelthen så nuttet: den er sort, vejer 1,2 kg og er 10,1 tommer stor. Det er en lille bærbar, en netbook.

Sådan en minibærbar, en bærby, har jeg ønsket mig i nogen tid. En nem og handy sag som kan komme med på rejse andre steder end blot Cyberspace.

Nu skal jeg bare lige havde den opdraget, dvs. fjerne alle de programmer som er gratis på prøve, som har installeret sig selv, som jeg ikke vil betale for, og som bare skal ud!

Det tager tid, men sådan er det jo. Den er lærenem og allerede meget mere velopdragen, end den var for et par timer siden.