Tag-arkiv: YouTube

Brave, en browser med indbygget adblocker

YouTube har erklæret krig mod adblockere, altså programmer der blokerer reklamer på websider, men hvor der er en vilje, er der en vej.

Stop

Jeg bruger en del tid på YouTube, der har videoer om alt muligt. Meget er godt, noget er skidt. Det gælder også på YouTube, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det sikkert løgn.

Jeg følger bl.a. med i amerikansk politik og de mange retssager mod Donald Trump. Det er fascinerende vanvid, som danske medier kun dækker i beskeden grad – derfor YouTube.

Nå, til sagen!

Læs resten

Video om Excel-makro fører næppe til berømmelse

Et IT-undervisningfirma har lavet en video om VBA-koden på en af mine sider, og det er fint med noget PR, selvom de ikke forstår koden.

Et amerikansk firma, som sælger IT-undervisning på nettet, spurgte pænt, om de måtte lave en video om VBA-koden på en af mine sider om Excel VBA makroer.

Det gør de temmelig meget i, altså at præsentere andres arbejde i videoer, men de fik lov, og nu ligger videoen på YouTube.

Med ærkeamerikansk accent viser speakeren, hvordan mine makroer lynhurtigt kan slette rækker i en tabel, hvis værdier i en kolonne opfylder et givet kriterium.

Det er en forsimplet udgave af en makro, jeg bruger meget på mit arbejde.

Videoen viser også nogle af mine stavefejl i det regneark, man kan downloade, men det kan jeg kun takke mig selv for.

Det er dog knap så godt for et firma, der sælger undervisning i bl.a. VBA, at man ikke kender forskel på en funktion og en procedure.

(En procedure ”laver noget,” en funktion returnerer en værdi.)

Det er også knap så godt, at speakeren lader seeren forstå, at en bestemt funktion laver arbejdet med at slette rækker, når den i virkeligheden bare returnerer Sand eller Falsk.

I det lys skal jeg sikkert glæde mig over, at han ikke anstrenger sig mere for at forklare koden.

Jeg får ”all the credit,” og det er det, der tæller, selvom det næppe fører til berømmelse. Jeg er også fint tilfreds med mindre.

/Eric

Tom Lehrer på YouTube

Der er indtil flere videoer med Tom Lehrer på YouTube. Hans sange er stadig morsomme og undertiden skræmmende aktuelle.

Med vanlig sendrægtighed er det også gået op for mig, at der er andet end familievideoer på YouTube. Der er bl.a. videoer med den amerikanske sangskriver, satiriker og matematiker Tom Lehrer.

Lehrer (født 1928) huserede med sin sorte humor og satire i 50’erne og 60’erne og fik nærmest kultstatus, hvorefter han trak sig tilbage fra scenen. Der går en historie om, at han stoppede, fordi Kissinger fik Nobels Fredspris, men det er ikke korrekt, selvom Lehrer udtalte, at netop den fredspris gjorde satire til noget forældet.

Jeg havde engang nogle kassettebånd med hans få udgivelser, men de er for længst røget ud, så det var en fornøjelse at genhøre ham på YouTube.

Her er et par af sangene – vistnok optaget da han besøgte Norge i 1967. På Wikipedia kan du læse mere om den vittige begavelse.

Wernher von Braun var SS’er og videnskabsmanden bag Nazitysklands V2-bomber. Han blev efter krigen kapret af amerikanerne, der så gerne ville have raketter.

”Who’s Next” om spredningen af atomvåben er aktuel den dag i dag.