Fra altanen kan jeg se en lille parkeringsplads på den anden side af gaden. Noget af pladsen er overdækket med plasticplader, og der ligger noget på pladerne.
Det ligger, som var det sne, men det er sort og smelter ikke. Det er aske og småsten fra Etna. De har nok ikke kunnet fjerne mere, fordi taget ikke kan bære.
Flere steder i byen ser man rester af den sorte aske. Den kan være faldet i februar, men er nok snarere fra sidste år, hvor Etna bøvsede alvorligt og sendte mange tusinde tons aske og småsten op i atmosfæren, hvorfra det så faldt ned, hvor det behagede vinden.
Gader, fortove, græsplæner, tage, biler – alt i Giardini Naxos (og andre byer) var dækket af aske som efter en sort snestorm.