Aviserne siger, at stormen kommer, og det er ikke en stormand. Det er heller ikke løgn, at katten ville med ud at spise i går.
Vinden er allerede frisk, men det bliver meget værre, når Gorm går i land i aften. Så efter en brainstorm har jeg sikret, hvad sikres kan med små midler.
Jeg har beskåret en gren, der kunne piske et stuevindue. Containeren til genbrugspapir har jeg lagt kontrolleret ned, da den ellers vælter uhensigtsmæssigt.
Nogle udendørs potter med krydderurter er bragt i læ, og jeg har renset kælderhalsens afløb for vissent løv, som kunne give oversvømmelse, hvis Gorm stortuder.
Den kinesiske vandgran og de sidste lærketræer, som stod alt for tæt på huset, blev heldigvis fældet sidste år. De kunne gøre skade, hvis de faldt, og i øvrigt smed de millioner af nåle, som villigt blokerede tagrender og nedløb.
Nu er der ikke mere, jeg kan gøre. Min stormagt er nu at vente som stormasket.
Vi kørte mod Odense i går kl. 07:10, og det var ingen fornøjelse i buldermørke. Vinduesviskerne havde travlt, for det stod ned – først med regn, siden med tøsne. Motorvejen var en glidebane med dårlig sigtbarhed, men frem kom vi.
Planen var at tage hjem, før barometeret begyndte at stige igen, for så kommer vinden for alvor. Modvinden var nu hård nok, skal jeg hilse at sige. Det regnede også, og så er det godt at have kasketten på, så man ikke får så meget lige i ansigtet.