Kategoriarkiv: Rejse

Siciliansk driverliv og fest

Driverlivet i Giardini Naxos leves nøjagtig som planlagt, men festen i aftes på gården med orangelundene var ikke forudset hjemmefra.

Det meste af den første hele dag i Giardini Naxos gik som planlagt med minimal aktivitet. Morgenmad på balkonen i markisens skygge, slentretur ud på molen, cappuccino på Angelina 10 meter fra det blå-blå Middelhav, frokost, siesta osv.

Balkonudsigt

Aftenudsigt fra balkonen

Eftermiddagen drev vi af på balkonen bortset fra en smuttur for at købe en flaske vin til værten for aftenens fest. Det er meget normalt at medbringe hjemmelavede lækkerier eller kage, men der kunne vi på feriefeltfod ikke rigtig være med.

Med siciliansk præcision blev vi hentet ved Taverna Naxos en god halv time senere end adviseret. ”Vi” var tre muntre danske piger, en ældre engelsk dame og hendes datter, en trind sicilianer med kuffert og så os.

Bilerne kørte ind i landet og opad til vi nåede en gård med udsigt til vidtstrakte orangelunde og Etnas fod. Ejeren af gården var en lille ældre herre, firskåren og smilende. De andre kaldte ham Don et-eller-andet, men det var vist i spøg.

Læs resten →

Farvel Siracusa, ciao Giardini

Flyttedag. Vi tager fra Siracusa til Giardini Naxos, inviteres til siciliansk komsammen og får klaring på Alitalias forvirring.

Figentræ

Farvel til Via Salomone i Syracusa. Dette var ikke vores lejlighed.

Peppe henter os kl. 8 og kører os til stationen. Det var Peppe, der hentede os i lufthavnen, og jeg ringede til ham i går.

Vi er i god tid, regionaltoget til Messina kører 8:45, og af uransalige grunde er der næsten ingen trafik i den normale myldretid.

Turen til Giardini Naxos tager to timer. Lorrie, vores værtinde, henter os i sin nye bil, og vi indlogeres i lejligheden med den pragtfulde balkon.

I går eftermiddags var der e-mail fra Alitalia. Vores fly er blevet ændret, og de bad mig kontakte kundecenteret. Ingen faktuelle oplysninger overhovedet – ildevarslende.

Læs resten →

Søndag med afslapning og Guardia Finanza

Pinsesøndag kl. 10 ringer det katolske vækkeur: kirkeklokker bimler og bamler for at kalde til messe. Mine sidste bønner er i espressokoppen.

Kirkeklokkerne får den sorte hund på altanen skråt overfor til at hyle fortvivlet. Hvis jeg ikke allerede var stået op, ville jeg stemme i.

På vej til supermarkedet passerer vi en af de mange kirker, og indenfor synger menigheden glad akkompagneret af en guitar. Hvad skete der med orglet? Og mens bønnerne lyder i kirkerne, køber jeg bønner i supermarkedet – espressobønner forstås.

Vi skal også have toiletpapir. Pakkerne står i høje stabler på en hylde over hovedhøjde. Det kræver stige at nå den øverste pakke.

Her er det sikkert meningen, at man skal tilkalde en serviceivrig butiksassistent, som så finder en stige i baglokalet og tilkalder en kollega med stigecertifikat.

Det vil jeg ikke vente på, så jeg griber den nederste pakke (den jeg kan nå) og trækker den ud i ét hurtigt ryk.

Tyngdeloven bekræftes igen. Stablen ovenover udfylder det opståede tomrum og svajer faretruende som i en tegnefilm, men kun den allerøverste pakke mister balancen og lader sig falde ned i min favn.

Sådan en dag kan intet gå galt!

Afslapning

Læs resten →