Efter en nats søvn er vi gået i feriemode her på Sicilien, slapper af og nyder det pragtfulde vejr.
Programmet, jeg skitserede i går, blev fulgt. Først nogle få indkøb hos den lille købmand (alimentari), hvor damen er så venlig og smilende. Dernæst ned på kystvejen i nærheden af Fonte Aretusa, kilden som måske var medvirkende til, at grækerne slog sig ned netop her i 734 f.v.t.
Udenfor en lille café nød vi solens sidste stråler med en aperitivo, mens folk passerede på deres aftentur, og en fisker lagde net ud.
Aftensmaden blev indtaget hos Mariano lige rundt om hjørnet. Antipasti med sicilianske specialiteter og derefter bare nogle små og supermøre lammekoteletter med salat.
I dag spadserede vi en omvej ad små gader til markedet. Mange af de gamle huse og palazzi er i forfald, men er alligevel smukke med deres balkoner og altankasser.



