En ven har sagt, at jeg skal passe på mig selv og uddelegere det hårde havearbejde til Helle. Det er et godt og klogt forslag.
Jeg har faktisk tænkt i de samme baner, og det drejer sig ikke kun om havearbejde. Om vinteren er jeg f.eks. meget bedre til at salte end til at skovle.
Jeg fortæller hende derfor ofte og kærligt, at hun er både ung og stærk, men hun tror mig kun halvt.
Det kan jeg ikke forstå, for hun har jo kræfter til at lave så meget andet fornuftigt.
Hvad der kommer let, går let, siger ordsproget, men det gælder ikke overvægt.
Vil man tabe sig, skal man så at sige løfte sig selv op ved hårene og give slip, og det er svært. Derfor tjener mange fedt på at love mindre fedt, og de færreste produkter giver tab. Slankedoktoren kan huldsaligt henvise til, at kundens tegnebog da er blevet tyndere.
Slankekurens ligning er ellers enkel: Man skal forbrænde flere kalorier, end man indtager, før det svinder i kroppens kalorielager; men det er ubehageligt for de fleste.
Balance mellem indtag og forbrænding af kalorier er ikke nok – så opretholder man bare status quo og taber sig ikke. I bedste fald opnår man lagerforskydninger.
Men det er svært at lægge sit liv om, og der er ingen lette løsninger, medmindre man har råd til at blive vægtløs, og det har kun de astronomisk rige. Det varer en rum tid, men er ikke permanent. Man kan gratis lette sin samvittighed, men det godkender badevægten ikke som en slankekur.
Hjernen udgør ca. 2 % af kropsvægten, men står for ca. 20 % af energiforbruget. Man burde derfor kunne tabe sig ved at bruge hovedet noget mere, men man bliver sikkert kun tynd i toppen, og det vil ingen være.
Nogen vil sikkert bebrejde mig, at jeg pjatter med noget så alvorligt som overvægt og vægttab, men de burde hellere glæde sig over, at Newtons tyngdelov blev grundlagt på det princip, at legemer med lille masse tiltrækkes af legemer med en masse masse.
På dage som denne er jeg glad for at have ryddet en landingsbane for havestolen i det vildnis, som smykkende kunne kaldes en have.
Jeg er glad for at have ryddet en plet i habitatet, som hver dag kan blive eksproprieret og ophøjet til naturreservat pga. dets enestående uberørthed.
Sommer er det nemlig. Det ved du selvfølgelig godt, men det ved læseren ikke, når dette indlæg når samme alder som Herman Bangs roman af samme navn, og derfor er jeg ligesom Herman nødt til at skrive det.
Ikke sandt?
Glæden mindskes ikke af, at det er for varmt til at lave andet end at nyde det og derved øge chancen for ekspropriation.
Hvis jeg f.eks. klippede hækken, ville helhedsindtrykket lide og parcelhusnaturhavefredningsnævnet protestere.
Sommeren bringer i det hele taget glæde til mange.
Og så videre. Man kunne skrive en mindre roman om sommerglæder; men det er jo gjort.
Og hvor er det ærgerligt! Her var chancen for at blive kulturkanonføde for gymnasieelever i flere generationer, og så er løbet kørt.