Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Haveaffald og tjørnehækken

Der er storskrald på mandag, og det udløser lettere panik, for hvordan fylde tre sække med haveaffald uden anstrengende havearbejde?

TjørnDet forventes, at en parcelhusejer opfylder sin kvote af haveaffald og sætter den ud på fortovet i sække, så alle kan se, at han passer haven og bidrager til samfundets bruttonationalhaveaffaldsprodukt.

Desværre kan jeg ikke bare fylde sækkene op med junk, for nu skal det være klare plasticsække, så alle kan snage og se, at jeg snyder.

Det eneste, jeg lige kan komme i tanker om udover urtepotten med vissen basilikum, er at klippe tjørnehækken. Det skal jo til, men jeg hader at klippe den hæk, for den forsvarer sig. Det svarer til, at jeg angreb frisøren med en rulle pigtråd.

Jeg ville faktisk hellere høre på Søren Pind i to minutter end klippe hækken, og det siger ikke så lidt; men det er desværre ikke en option.

Jeg har længe udskudt det med helt legitime undskyldninger som regnvejr og fuglenes yngletid, men nu går den nok ikke længere.

Men jeg venter altså til over middag, så jeg ikke har solen i øjnene. Så når jeg det også inden Sankt Hans. Og lad os så få det valg nu!

 

Kører du aldrig med din mand?

Helle ankom på arbejde i regntøj efter en drivvåd cykeltur, og kontoreleven spurgte deltagende: ”Jamen, kører du aldrig med din mand?”

Det var egentlig sødt.

Hun troede vel, at jeg kørte alene i Jaguaren med flødefarvet læderindtræk og minibar og hjerteløst lod fruen cykle i regnvejr, fordi hun har godt af motionen eller blander sig i kørslen.

Helle ville sikkert gerne køres på arbejde, men næppe hvis hun skulle sidde i cykelkurven på min bagagebærer.

Læs resten

Kapløb med tiden

En grå og svanger sky svulmer i horisonten. Der er lummert og vindstille, og alle instinkter varsler regn. Kan jeg mon nå at slå græsset?

Skyer

Jeg cykler de sidste hårde meter op ad bakken. Luften lugter som flintesten, hvis ellers flintesten lugtede.

Jeg smider rygsækken og går straks ud og finder plæneklipperen og kablet. Jeg skulle have gjort det i weekenden, men der var småbyger, og vådt græs er så træls.

Det grå monster nærmer sig støt, og jeg forcerer tempoet. Skyen er så grå, at den kunne give blyforgiftning, tænker jeg, mens jeg skynder på Flymo. Aldrig har den slået græsset så hurtigt.

Blyskyen er over os i samme øjeblik, jeg har klippet det sidste strå. Jeg spurter ud i garagen med Flymo og ruller kablet op.

Jeg nåede det! T-shirten klæber, og brillerne dugger, da jeg falder om i stolen under terrassens halvtag. Pyh, hvor er jeg varm! Det er, så jeg damper, og jeg må tørre panden.

Lyset bliver til tusmørke, og temperaturen falder brat. Tunge dråber rammer halvtaget som en ildevarslende ouverture, og jeg er svært tilfreds med min timing, selvom jeg sveder bravt.

Og så stopper det.

Der faldt måske en deciliter på vores matrikel. I alt.