Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Nyt pas hos borgerservice

Borgerservice lukker tidligt, og arbejdende borgere serviceres kun om torsdagen. Jeg måtte alligevel tage tidligt fri for at bestille nyt pas.

BorgerserviceJeg smuttede før tid i går, for Aalborgs Borgerservice lukker kl. 17 om torsdagen. Det er dagen, hvor borgere med normalt dagarbejde kan få service, for mandag til onsdag lukkes 14:30 og fredag kl. 14.

Som man kunne forvente, var der mange i kø. Jeg trak nummer A03, og på lystavlen stod, at A88 blev betjent lige nu. Hvis man skal vies, folkeregistreres eller hvad ved jeg, bruges andre bogstaver end A.

Jeg var heldig at få en stol, og her ventede jeg så, mens jeg blev underholdt af en mor, som igen og igen bebrejdede teenagedatteren, at denne havde glemt sygesikringskortet.

”Jeg sagde jo, at du skulle tage det med! Hvorfor gjorde du det så ikke?”

Deres stole blev senere overtaget af et par, som diskuterede indædt, om maden er værst i Holland eller England. Hvis de var der for at søge borgerlig vielse, var det nok uklogt.

Efter 40 minutter blev det min tur. Ekspeditionen inklusive betaling af 600 kr. tog kun et øjeblik. Det nye pas bliver sendt med posten i løbet af 10 til 14 dage.

Det gamle pas blev destrueret på stedet. Jeg kunne godt beholde passet, sagde damen, men så skulle jeg møde op hos Borgerservice og hente det nye.

Stillet over for denne trussel mod min afspadseringssaldo valgte jeg at føle mig statsløs et par uger, og hvis min arbejdsgiver mod forventning vil have mig til udlandet, må jeg bare melde pas.

 

Laver Borsalino cykelhjelme?

Kan man få cykelhjelme med Borsalino-look? Jeg vil hellere ligne Philip Marlowe eller Humphrey Bogart end en bøllespire fra Bandidos.

CykelhjelmLidt forfængelig er man jo, og når man signalerer sin personlighed med tøjvalg og den slags, er der efter min smag for meget Bandidos-bøllespire over den nye cykelhjelm; men det var altså den eneste, der var stor nok.

Jeg kunne selvfølgelig male hjelmen og give den fartstriber i guldbronze, men jeg vil hellere have en hjelm med nobelt Borsalino-look.

Jeg kan selvfølgelig se mig om efter sådan en hjelm, når jeg kommer til Rom. Cykler er jo ikke ukendte i Italien, og der er en Borsalino-butik lige i nærheden af Piazza del Popolo. Det var der i hvert fald for nogle år siden.

Borsalinohjelm

Borsalino på hjelm

Så kunne jeg cykle rundt og ligne Philip Marlowe eller Humphrey Bogart fra dengang, rigtige mænd bar Borsalino.

 

En tur til byen

Et tandlægebesøg førte mig i dag til Aalborgs centrum, hvor jeg ellers ikke kommer så tit. Man kan egentlig opleve meget på sådan et smut.

Jeg tog bussen. Bag Australian Barbecue på Østerbro har entreprenørmaskiner jævnet et byggeri med jorden, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvad der nu er væk. Skræmmende.

Tandlægen rumsterede et kvarters tid, før hun erkendte, at der ikke skulle bores. Hun tog det nu meget pænt, og regningen for ikke at finde nogen huller og for en tandrensning lød på i alt 534,92 kr. Min bid: 320,95.

Centurions eksede baghjul

Centurions eksede baghjul

Derfra gik jeg ned til cykelsmeden. Jeg har intet hørt fra forsikringsselskabet Chartis i tre uger, selvom jeg har rykket, og nu vil jeg ikke vente mere. Jeg skal bruge cyklen. Basta!

Centurion var glad for at se mig, og jeg tog nogle fotos som dokumentation for bilens vold, før jeg bad cykelsmeden om at gå i gang med reparationen. Så må vi se, om Chartis reagerer, når de får regningen. Mon?

Jeg tog afsked med Centurion og lovede den en forårsrengøring, hvis foråret kommer.

Har Føtex musefælder? Jeg fandt ingen, heller ikke ved kattemaden, men piskefløde og et par flasker hvid Bourgogne kan man vel altid bruge.

For første gang prøvede jeg en selvbetjeningskasse. Det fornøjer mig ikke at gøre folk arbejdsløse, men køerne ved de to menneskebetjente kasser var enormt lange. Hvem bliver mon symbol for lavtlønsområdet, når kassedamerne er væk?

Isenkræmmeren har heller ikke musefælder. De kunne ellers godt have sådan en lille designerfælde, fx en med indbygget guillotine fra Globalknive, men nej.

Bussen kom straks, jeg nåede stoppestedet, og jeg fik endda siddeplads. Det er ikke så tosset at komme til byen en gang imellem.