Da jeg tog overtøj på i morges, kom en lille mus spadserende i entreen. Jeg spurgte, hvor den skulle hen, men den var musestille og svarede ikke.
Lille bitte var den, mindre end en tændstikæske. Jeg er ikke musekyndig og kan ikke sætte navn på racen, men en mus så lille er nok en musling.
Den virkede ikke frygtsom og havde ikke travlt, men hjulede støt hen over tæppet som en lille mørkegrå legetøjsbil.
Jeg kunne nemt have trådt på det lille væsen, men det faldt mig ikke ind. I stedet åbnede jeg åbnede døren til vindfanget, og med lidt støvletramp blev musen overtalt til at klatre over dørtrinet.
Opmuntret af min succes åbnede jeg derpå hoveddøren. Musen var henne at sniffe, men det var alligevel et nummer for koldt, så den gøs og gemte sig bag skohylden.
Det kan jeg ikke fortænke den i, for kulden er ikke tillokkende, men i modsætning til musen har jeg et arbejde at passe, så jeg lukkede døren til vindfanget og tog af sted.
Da jeg kom hjem, ville jeg have Mickey til at posere, men kræet var ikke i vindfanget længere, så jeg tog et billede af Helles mus i stedet. Om musen er ude væk eller inde væk, ved jeg ikke, men i den kommende tid vil mit blik nok afsøge krogene.
Vi må hellere investere i et par fælder, for selvom den så nuttet ud, vil jeg ikke dele hus med mus.
Jeg har ikke meget godt at sige om vinteren, bortset fra at man ikke skal slå græs og den slags. Dog må man lade vinteren, at den forvandler terrassen til et glimrende køleskab, ja undertiden en dybfryser.
Den lokale fotohandler tog det nye pasbillede. Det er et job for en professionel, for i 2006 kom der