Det hænder, at jeg sniger mig ind i det uberørte vildnis bag huset og tager kameraet med, så jeg kan dokumentere mine opdagelser.
Der kan jo gemme sig arter, som er ukendte for videnskaben. Af hensyn til den økologiske balance gør jeg det ikke så tit, men i dag blev det til en kort ekspedition, og linsen fangede denne kulørte flue.
Ukendt er den jo nok ikke, men den er nu ganske flot, synes jeg. Bare den bliver i reservatet.
Når jeg hører, hvor stor en stemme der kan være i en lille fuglekrop, forundres jeg over det med musikalitet og tonedøvhed.
Nogle har øre, mens andre simpelthen ikke har en tone i livet. F.eks. må barnet i nabohaven være tonedøv.
Det lyder, som om ungen trækker vejret gennem en blokfløjte, og ingen med gnist af musikalitet ville pine verden med så rædselsfulde lyde.
Mange kan ikke synge rent. Helt tonedøve er de ikke, de rammer bare lidt ved siden af. Det kan man ikke undgå at høre, når der synges til fest eller i kirken.
Selvfølgelig kan man træne og øve, men det er vist ikke noget, man kan lære. Vuggegaver gives kun én gang og kun sjældent så generøst som til Mozart.
Jeg har ofte tænkt på, om evnen til at lære et fremmedsprogs udtale og rigtige ”melodi” har noget med musikalitet at gøre. Jeg ved det ikke, men jeg tror, der er en sammenhæng.
Musikalitet og tonedøvhed er noget underligt noget, og jeg ville egentlig ikke noget særligt med dette indlæg.
Tankerne blev bare sat i gang af en lille fugl og så en blokfløjte, der blev brugt som snorkel.
Gudskelov er fløjten nu forstummet, og sangfuglen er kommet sig oven på forskrækkelsen.
Om jeg begriber, hvorfor nogen kan lide at få hold i ryggen og blødende rifter. Ja, det er havearbejde, jeg taler om.
Hvorfor skal alting også vokse, så man skal knokle for at holde det nede?
Mennesker og dyr vokser til en given højde, og så er det slut, bortset fra den smule vi kan vokse i bredden.
Sådan burde haven også være. Græs, der aldrig blev længere end 4-5 cm, en hæk, der er aldrig blev højere og bredere end 1,5 og 0,5 m. Og så videre i den dur.
Så ville man have meget mere tid til at sidde i haven, og det ville være en fornøjelse at se græsset lade være med at gro.
Der må gerne komme blomster og frugt og den slags, men jeg har aldrig hørt en fornuftig forklaring på, hvorfor frugttræer absolut skal vokse, så man ikke kan nå de øverste frugter.
Man tror, man er inde på noget af det rigtige, når man køber frø til etårige krydderurter. Etårig må jo betyde, at det, man ikke spiser, kreperer og selvkomposterer, inden året er omme.
Men man bliver snydt, gør man. Jeg såede etårig oregano og kørvel én gang for mange år siden, og nu har skidtet bredt sig til hele matriklen.
Tag ikke fejl: jeg kan godt lide at være i haven, men det eneste havearbejde, jeg bryder mig om, er at sidde på terrassen med den bærbare computer.
Med den kan jeg luge ud, klippe og beskære med nogle få tastetryk, som ikke giver hold i ryggen.
Relateret: