Det vil sikkert glæde min chef at høre, at han er en god rollemodel. I dag tog han tidligt fri, og noget senere fulgte jeg hans eksempel.
Chefen skulle hjem for at flytte noget af al den sne, der er faldet. Det har jeg som bekendt folk til, i hvert fald på fortovet, men da sneen er føget i vildskab, og de varsler tø i morgen, var det nok værd at inspicere loftet.
Det er besværligt at komme op på loftet. Først skal man op på en stol eller lignende for at skubbe pladen op og væk. Derefter skal man stille stige op og smyge sig gennem hullet og ind på loftet.
Da jeg klatrede op ad stigen og fik hovedet op gennem lemmen, så jeg sne. Meget sne. Suk!
Det er et gammelt eternittag uden undertag, så der slipper lidt lys ind ved tagryggen, og det er nok især der, sneen finder vej.
Smerten er ikke så intens, som når tandlægen rammer en nerve, men det nærmer sig, og så er den vedvarende, når tåen bruges. Sidst, men ikke mindst, kan man ikke bebrejde tandlægen.