Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Fygesne på loftet

Det vil sikkert glæde min chef at høre, at han er en god rollemodel. I dag tog han tidligt fri, og noget senere fulgte jeg hans eksempel.

Chefen skulle hjem for at flytte noget af al den sne, der er faldet. Det har jeg som bekendt folk til, i hvert fald på fortovet, men da sneen er føget i vildskab, og de varsler tø i morgen, var det nok værd at inspicere loftet.

Det er besværligt at komme op på loftet. Først skal man op på en stol eller lignende for at skubbe pladen op og væk. Derefter skal man stille stige op og smyge sig gennem hullet og ind på loftet.

Da jeg klatrede op ad stigen og fik hovedet op gennem lemmen, så jeg sne. Meget sne. Suk!

Det er et gammelt eternittag uden undertag, så der slipper lidt lys ind ved tagryggen, og det er nok især der, sneen finder vej.

Fygesne

Læs resten

En mand man kan stole på

Fyrretræ med sne
Verden ligner noget fra en tegnefilm, hvor alt er dækket af et tykt lag sne. Grene og buske tynges ned, og vejen er ufremkommelig for mange.

I december tog vi mod et tilbud om snerydning frem til 1. marts for 950 kr. De penge er givet godt ud, når man har en hjørnegrund. Snemanden var der med kosten i går morges, og minsandten om ikke han kom igen ved 18-tiden.

I morges gik jeg ud for at rydde, så vi kan komme rundt om huset og ned ad trappen til fortovet. Det gjorde jeg også i går, men det havde sneet og føget lige siden, og trappen var helt væk. Læs resten

Blå tå dagen derpå

Hvem har ikke prøvet at sparke til et bord- eller stoleben og opleve smertehelvedet?

fodSmerten er ikke så intens, som når tandlægen rammer en nerve, men det nærmer sig, og så er den vedvarende, når tåen bruges. Sidst, men ikke mindst, kan man ikke bebrejde tandlægen.

At gå med blå tå gør ondt. Sådan mindes vi om, at alle legemsdele har eller har haft en funktion. Hvis det var øreflippen, ville man garanteret blive smertelig bevidst om, hvor ofte øreflippen bruges.

Det var jo ikke, fordi jeg sparkede. Det var langsom gangart, men man skulle tro, at det var en tåhyler leveret med Ronaldomessisk kraft.

Nu var det imidlertid aldrig sket for Ronaldo og Messi, for de tænker på tæer som 10 levebrød, og vil man undgå ømme tæer, skal man være øm over dem.

Jeg må derfor hellere afstå fra at se fjernsyn. Der siges så meget tåkrummende, og som rekonvalescent skal jeg passe på.

Som forebyggende handling kunne jeg fremadrettet bruge sikkerhedshjemmesko, men så risikerer jeg at ødelægge møblerne. Det er nok bedre at tænde lyset, så jeg kan holde ret kurs tilbage til sengen.

/Eric