Kategoriarkiv: Sprog

Finderen var ikke forbryder, kun ulykkelig

4 svar

‘Ingen forbrydelse bag fund af død mand’ skriver Politiken. Det havde ellers været pikant, hvis liget var fundet pga. af en forbrydelse.

Da fundet skete i Marselisskoven, kunne det f.eks. være gjort af en krybskytte, der krøb rundt med forbryderisk sigte, eller måske en voldsmand, der havde slæbt sit offer ind i skoven for at uddele øretæver i dyb og stille ro.

Politiken fortsætter:

”En tragisk personlig hændelse ligger bag fund af død mand i Århus.”

Jeg forestiller mig straks det ulykkelige menneske, som ikke er forbryder, men som går rundt i skoven for at finde et passende træ, han kan hænge sig i. Og så snubler han over liget af en mand.

Hvilken grusom scene, men det havde i det mindste den lykkelige udgang, at finderen udskød sit eget farvel med verden og i stedet kontaktede politiet.

Jeg har bare svært ved at forstå, hvorfor det står i overskriften, at der ikke lå en forbrydelse bag fundet. Måske har redaktionssekretæren bare ærgret sig, for det med krybskytten havde sgu’ været en god historie.

 

Dansk Folkeparti kræver og forlanger

11 svar

Det er mit indtryk, at DF ustandseligt ytrer sig med vendinger som ”Vi kræver” eller ”DF forlanger”. Men passer det?

Jeg er opdraget til at bede pænt om saltet og ikke sige: ”Jeg vil ha’!” Derfor skurrer det i mine ører, når nogen siger ”jeg kræver” eller ”jeg forlanger”.

Men jeg kan jo være overfølsom, ligesom jeg er allergisk over for græspollen. Er det kun DF, eller gælder det også de andre partier? Jeg satte mig for at undersøge sagen.

På nogle af partiernes hjemmesider søgte jeg efter de eksakte vendinger:

Partinavn/Forkortelse/vi kræver, forlanger og foreslår. For eksempel:

  • ”Dansk Folkeparti kræver”
  • ”DF kræver”
  • ”Vi kræver”

Man kan ikke sammenligne resultaterne direkte, for hjemmesiderne har ikke samme størrelse og indhold, men det er dog dér, partierne præsenterer deres politik, og sproget vidner om deres selvforståelse og verdensbillede.

Hos Venstre (V), Socialdemokraterne (A), SF, Enhedslisten (EL) og Dansk Folkeparti (DF) gav søgningerne brugbare resultater, og de ses herunder.

Når det gælder vendingerne med ”kræver” og ”forlanger”, er DF absolut topscorer. Enhedslisten holder sig heller ikke tilbage, hvilket er lidt komisk i lyset af partiets begrænsede indflydelse.

Venstre hverken kræver eller forlanger noget som helst, men de kan jo også dårligt kræve mere end regeringsmagten.

Når det kommer til vendinger med ”foreslår”, skiller Enhedslisten sig ud, men ellers er fordelingen mere ligelig.

Selvfølgelig er undersøgelsen ikke videnskabelig, men jeg synes alligevel, at den bekræfter mit indtryk. DF har i årevis dikteret regeringens politik på flere områder, og måske er det bevidstheden om denne magt, der har gjort sproget skingert.

Vil DF kræve og forlange mindre, når de ikke længere er regeringsbærende? Jeg tror det ikke. Det er ligesom ikke deres stil at bede pænt om saltet.

Om typer af mod – dansk er en svær en X

4 svar

Mod indgår i mange danske ord, som ikke har noget med mod at gøre, og det er med til at gøre dansk til en svær en.

Mod er mental styrke til at gøre noget, som indebærer risiko for en selv, og hvis risikoen er rigtig stor, kan der sågar være tale om heltemod.

På dansk er det lidt forvirrende, at mod også har en anden betydning. Jeg gældsætter mig, hvis jeg stifter gæld, og man skulle tro, at jeg modsætter mig og bliver modsat, hvis jeg sætter mig op til at være modig, men det er ikke tilfældet.

At modsige nogen er ikke nødvendigvis dristigt, og modstanden er absolut ikke en samfundsklasse af særligt modige mennesker.

Reglen er, at når et ord starter med mod, er mod en præposition, som angiver en retning eller bevægelse, og hvis det slutter med mod, er det et navneord som beskriver en bestemt slags mod (f.eks. mandsmod).

Det er derfor forvirrende, at der findes typer af mod, som slet ikke er rigtig mod. Således har mismod intet med mod eller katte at gøre. Armod er ikke noget, der udvises af knivkæmpere eller soldater, og vemod er ikke mentalstyrke til at modstå smerte – hverken i almindelighed eller hos fødende kvinder.

Ord afspejler begreber – dem der er eller har været. Så når et fuldgodt ord ikke findes, er det gerne tegn på, at begrebet ikke findes i virkeligheden og derfor aldrig skal beskrives. Der er derfor ord, jeg ville ønske eksisterede.

Et godt eksempel herpå findes (ikke) i politikkens verden: Ministre har som regel masser af gåpåmod, men aldrig gåafmod.