Kategoriarkiv: Sprog

Om sindighed – dansk er en svær en IX

Sindig betyder rolig og eftertænksom, men letsindig og tungsindig er ikke gradbøjninger af samme ord.

Det var ellers nærliggende at tro, at letsindig betyder sindig i let grad, når man tænker på ord som letskyet og letmetal, men sådan er det ikke. Letsindig er snarere det modsatte af sindig. En letsindig person tager let på tingene og er nærmest uforsigtig, dumdristig og tankeløs.

Der ville have været en vis tilfredsstillende logik, hvis tungsindig var det modsatte af letsindig, men det er ikke tilfældet, og en tungsindig person er heller ikke sindig i svær grad. Faktisk kan en tungsindig person sagtens være sindig og letsindigt køre uden sikkerhedssele.

Hvad betyder tungsindig så? Jo, tungsindig er den, der er angrebet af melankoli og mismod, som i øvrigt ikke har noget som helst med mod at gøre.

At afklædt og påklædt er modsætninger giver mening, men hvis man er afsindig, har man knald i låget, og da der ikke er noget, der hedder påsindig, skulle man tro, at der ikke er nogen, der har fornuften i behold.

Jeg skal dog nok besinde mig og blive besindig, før jeg farer ud og påstår den slags. Jeg vil nøjes med at konstatere, at dansk er en svær en.

Pizzeriaets nye menukort

Man kan så nemt gøre sig lystig over menukortets mange stavefejl, men hvem har egentlig sat makværket op og trykt det?

Et af kvarterets pizzeriaer er bygget om og renoveret for nylig. Vi har spist der nogle gange gennem årene, når det skulle være nemt.

Jeg tror, at indehaveren er tyrkisk kurder. Han virker flink, og så er han flittig – dagen lang alle ugens dage.

Jeg faldt over deres nye menukort.

Der var masser af stavefejl, og man kan så nemt gøre sig lystig; men det vil jeg ikke. Man kan ikke forvente fejlfri stavning af en indvandrer, der knokler i køkkenet dagen lang.

Nu fremgår det ikke af menukortet, hvem der har sat makværket op og trykt det, men hvis det er et dansk firma, må vedkommende enten være ordblind eller direkte indvandrerfjendsk. Jeg blev ret harm.

Forleden lå der så et husstandsomdelt menukort i vores postkasse. Det er magen til det første, men fejlene er rettet.

Måske vores flittige kurder ikke er så nem at løbe om hjørner med, eller måske har han venner, der kan hjælpe.

Det har jeg det ret godt med.

Norwegian kundeundersøgelse

Hvis spørgsmålene i deres kundeundersøgelse er af samme kvalitet og klarhed som deres mail, skal jeg ikke nyde noget!

Jeg har fået mail fra Opinion, som laver en kundeundersøgelse for flyselskabet Norwegian.

Kære kunde hos flyselskabet, Norwegian,

Norwegian arbejder på at forbedre kvaliteten i alle led i virksomheden. En nødvendig forudsætning for dette er at få feedback fra kunderne, for det arbejde, de gør.

Jeg kan hertil klart svare, at jeg udover at lave cement er ret god til at slæbe min kuffert. Det går også rimeligt med at finde pladsen i flyet, men ellers arbejder jeg gerne så lidt som muligt.

Nå videre:

Opinion er i denne forbindelse anmodet om at foretage månedlige kunder for Norwegian blandt kunder, der har rejst med selskabet i sidste måned (maj 2010).

Nu bliver jeg lidt nervøs. Hvad går det ud på, det med at foretage en kunde på mig? Det giver ubehagelige associationer à la kold tyrker eller kreditvurdering.

Vi understreger, at svarene vil blive behandlet fortroligt, og på en sådan måde, at det ikke vil være muligt for noen i Norwegian at adskille de enkelte svar.

Det var godt – jeg plejer at svare sammenhængende.

For at få det bedst mulige datagrundlag, håber vi, at så mange som muligt får mulighed for at besvare så hurtigt som muligt.

Er det muligt, at deres hjemmeside ofte er nede? I så fald er det så som så med muligheden, det kan jeg godt se. I stedet for at håbe ville jeg dog skifte til en udbyder med bedre oppetid.

For at starte undersøgelsen skal du klikke på dette link […]

Hvilken beslutning at lægge i mine hænder. Jeg alene afgør, om undersøgelsen skal starte! Jeg beruses af magt!

Jeg tror, jeg venter og holder dem på pinebænken. De har jo også glemt at skrive, at jeg kan vinde en rejse til Barcelona (eller…), hvis jeg er så venlig at ofre min fritid på at starte deres undersøgelse.

(Fortsættes)