Forrige indlæg om cementproduktion handlede om cementens hovedingrediens, kridt, og i dette kommer jeg ind på de øvrige komponenter.
Sandmølle.
Langt hovedparten af den cement, der produceres i verden, er grå cement, men der er også en niche for hvid cement. Aalborg Portland (AP) er verdens største producent af hvid cement, når man medregner produktionen på AP’s fabrikker i Egypten, Malaysia og Kina.
For at kunne lave hvid cement, skal man have særligt rene råmaterialer med lavt jernindhold, da jern gør cementen grå. Mangan og kobber er også af det onde.
Så råmaterialer til hvid produktion er et kapitel for sig, og dette indlæg handler mest om råmaterialer til produktion af grå klinker.
Til at lave grå klinker, som senere formales til cement, bruges på AP omkring 80 % kridt, 12 % flyveaske, godt 4 % sand, 2 % kisaske (kilde til jernoxid) og så det løse. Procenterne er for de råmaterialer, der tilføres ovnen, og de er på tør basis – altså uden vand.
Forholdet mellem flyveaske og sand er anderledes, når der produceres grå klinker til lavalkali, sulfatbestandig cement. Den hvide cement, AP producerer i dag, er sulfatbestandig og super lavalkali.
Derudover indbygges aske fra brændslerne i klinkerne, og det tager man kemisk højde for ved blandingen af sine råmaterialer.
Procenterne er cirkatal og kan variere lidt – blandingen afhænger især af flyveaskens kemiske sammensætning.
Flyveaske
Når vi taler om flyveaske på AP, mener vi den grå askerest fra stenkul, som afbrændes på kraftværker. Kraftværkerne opfanger flyveasken i filtre.
Askeresten er jord og klippe, som blandede sig med det organiske materiale, som siden blev til kul. (Ja: organisk. Kul er sådan set biobrændsel, det er blot meget gammelt.)
