Om samfulde og andre sam-ord. Dansk er en svær en #44

Det lille ord “sam” er et præfiks, som virkelig skaber forvirring, fordi det udtrykker noget fælles, en overensstemmelse, som i fx samfulde.

Tot

Når man har en af de dage, hvor man bare flader ud og ikke laver noget nyttigt og besværligt, kan man more sig over sprogets faldgruber.

Ifølge ordbogen er det lille ord ”sam” et præfiks, som bruges til at udtrykke overensstemmelse, fælles tilstedeværelse eller indbyrdes forbindelse – jævnfør ”sammen”.

Som i samarbejde eller sameksistens, ikke sandt? På den baggrund kan man drage nogle sproglige følgeslutninger. Her følger nogle få.

Samfund er noget, man finder sammen. Måske giver man pressen en samfundsorientering og kommer i avisen med et samfundsbillede. Det gør aviserne gerne, for de er ikke samfundskritiske endsige samfundsrevsere.

Samfulde bliver man, når man er fælles om at drikke sig i hegnet. Undervejs samler man af samvittigheder, som lever op til samvittighedskravene. Når sprutten er sammensunket, går man under bordet i et sammenfald.

Når flere banjoer spiller, er det sampling, og hvis musikerne også synger, er det samsing. Lyder det godt, sammenklapper publikum.

Sambeskatning er når du bliver beskattet af både stat og kommune. Teknisk kaldes det også for sammenligning.

Folk samstemmer, når de taler i munden på hinanden med sammensætninger, og talenter herfor har samtaleanlæg. Fødselsforberedelseshold er samdrægtige, og sådan starter det.

Endnu ved jeg dog ikke, hvad man gør sammen, når man fx –barytmer, -aritaner, -aritter, -linger eller -oaner, men måske kan læserne hjælpe?

Samsung, balsam, bisam og sesam gemmer vi til en anden gang.

/Eric

Telefonsælgere og Robinsonlisten

Det er ude af trit med tiden, at visse brancher må ringe til dig uopfordret, og det er kritisabelt, at man skal søge beskyttelse for at slippe.

RobinsonFruen modtager for tiden en del irriterende opringninger fra telefonsælgere, der vil sælge forsikringer. Chikanen kommer ligesom i byger og ofte i den bedste spisetid.

Hvorfor visse brancher stadig er undtaget fra reglen om, at erhvervsdrivende ikke må ringe uopfordret, er ubegribeligt.

Og det er urimeligt og helt bagvendt, at man skal tilmelde sig Robinsonlisten for at slippe for de anmassende sælgere.

Men telefonsælgere irriterer mig så meget, at jeg nu har tilmeldt mig Robinsonlisten for min sjælefreds skyld. Ca. 900.000 andre danskere har gjort sig samme ulejlighed, og det viser, at der er noget galt med lovgivningen.

Forbrugeraftaleloven blev ændret i 2013, så et flertal i Folketinget synes altså, at det er OK, at visse brancher generer borgerne systematisk. Det drejer sig om flg. passus i loven:

§ 6. Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for telefoniske henvendelser om

1) bestilling af bøger,
2) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter,
3) formidling af forsikringsaftaler og
4) tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport, hos en virksomhed, med hvilken en eller flere kommuner har indgået aftale om udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand.

Jeg mindes at have læst, at undtagelsen for bøger, aviser og den slags historisk var begrundet med hensynet til ”folkeoplysning”.

I dagens informationssamfund er det noget pjat, og med forsikringsselskabernes reklamebudgetter, kan ingen være i tvivl om, at man kan forsikre sig.

Aviser og forsikringsselskaber er kommercielle virksomheder, og de ringer hverken af hensyn til dig eller samfundet, de ringer for at kapre markedsandele.

På borger.dk står, at det kan tage tre måneder, før Robinsonlisten virker, og der står også, at fx analyseinstitutter godt må ringe, selvom man er tilmeldt.

Så nu er der nok snart et analyseinstitut, der som led i en markedsundersøgelse ringer og spørger, om jeg har tilmeldt mig for at slippe for reklamer eller telefonopkald.

/Eric

Med elcyklen på langfart

Jeg har vist sagt det før, men gentager det gerne: Elcyklen er det bedste, jeg har købt i mange år, og nu har vi rundet de første 1000 km.

BatavusJeg skammer mig ikke det mindste over at være lidt materialistisk, og når det kommer til elcyklen, Batavus, bliver materialismen nærmest frydefuld.

Det forstærker nemlig cykelglæden en del at få hjælp til at drive pedalerne, især når det går op ad bakke og i modvind.

Det blev ganske vist ikke til så mange fornøjelsesture denne sommer, dertil havde vi for travlt med at forberede os på håndværkernes invasion, men det skal nok komme, ligesom der kommer somre med bedre vejr.

I dag var Batavus og jeg på langfart for at besøge min mor. Det er en tur på ca. 16 km hver vej. Det kan gøres kortere, men for cyklister findes der behageligere omveje med mindre biltrafik.

Uvist af hvilken grund (manglende koncentration velsagtens) kom vi til at køre en ekstra omvej på 4 km, fordi jeg drejede forkert af i en rundkørsel på hjemvejen.

Heldigvis er der skilte i Nordjylland, som kan få kragerne til at vende, og efter et par kilometer fik vi at vide, at vi var på vej mod Hobro i stedet for Aalborg.

Så vi vendte om, og da der ikke er trængsel på cykelstien halvvejs ude på bøhlandet, kunne vi køre ugeneret i den (nu) forkerte side, til vi kunne krydse vejen.

Motoren skal ifølge loven slå fra ved 25 km/t. Sig det ikke til nogen, men Batavus slår først fra ved ca. 26. Gennemsnitsfarten for i dag var 22,5 km/t, og det er helt godt med de mange stop ved lysregulerede kryds.

Måske skulle man flytte til Hals? Hals Kommune, der eksisterede til kommunesammenlægningen i 2007, havde ikke ét lysreguleret kryds.

Da jeg parkerede Batavus i garagen og sagde tak for turen, fortalte den, at vi nu har rundet 1020 kilometer, siden vi mødte hinanden sidst i marts.

Vi skulle have mødt hinanden noget før, men sådan er der så meget, og nu ruller det bare for kærligheden.

/Eric