Video om Excel-makro fører næppe til berømmelse

Et IT-undervisningfirma har lavet en video om VBA-koden på en af mine sider, og det er fint med noget PR, selvom de ikke forstår koden.

Et amerikansk firma, som sælger IT-undervisning på nettet, spurgte pænt, om de måtte lave en video om VBA-koden på en af mine sider om Excel VBA makroer.

Det gør de temmelig meget i, altså at præsentere andres arbejde i videoer, men de fik lov, og nu ligger videoen på YouTube.

Med ærkeamerikansk accent viser speakeren, hvordan mine makroer lynhurtigt kan slette rækker i en tabel, hvis værdier i en kolonne opfylder et givet kriterium.

Det er en forsimplet udgave af en makro, jeg bruger meget på mit arbejde.

Videoen viser også nogle af mine stavefejl i det regneark, man kan downloade, men det kan jeg kun takke mig selv for.

Det er dog knap så godt for et firma, der sælger undervisning i bl.a. VBA, at man ikke kender forskel på en funktion og en procedure.

(En procedure ”laver noget,” en funktion returnerer en værdi.)

Det er også knap så godt, at speakeren lader seeren forstå, at en bestemt funktion laver arbejdet med at slette rækker, når den i virkeligheden bare returnerer Sand eller Falsk.

I det lys skal jeg sikkert glæde mig over, at han ikke anstrenger sig mere for at forklare koden.

Jeg får ”all the credit,” og det er det, der tæller, selvom det næppe fører til berømmelse. Jeg er også fint tilfreds med mindre.

/Eric

Efterløn og pension er en jungle

Det med efterløn og pension er en jungle, for politikerne har skrevet jungleloven, som plyndrer dig med tilbagevirkende kraft.

PensionMaterialismen er lidt ringeagtet, selvom de fleste af os dyrker den og kun siger ”penge er ikke alt,” når vi mangler dem eller er misundelige.

Der kommer så en alder, hvor de fleste begynder at interessere sig mere seriøst for, hvordan det vil stå til med det materielle, når de forlader arbejdsmarkedet.

Den alder nåede vi for nogle år siden, og så gik det for alvor op for os, at efterløn og pension er en jungle, hvor politikerne har skrevet jungleloven, som plyndrer dig med tilbagevirkende kraft.

Hvis man er for ung til at snige sig med på en overgangsordning, betyder tilbagetrækningsforringelsen, at pensionsopsparingen modregnes i efterlønnen, selvom opsparingen først udbetales, når man går på pension.

Læs resten

Om ophæng og eufemismer

I denne weekend har jeg været ophængt af at ophænge billeder og lamper, men jeg fik da tid til at færdigklippe en video fra Leros.

Stuens ene ende

Jeg har også skimmet finanslovsforslaget og regeringens lovprisning af samme, og hvis dette indlæg er smittet med eufemismer, er det fordi regeringen ikke har skåret ned på inkubationstiden.

For en uges tid siden var vi en tur til Aalborgs centrum, og der skulle bl.a. købes et par nye lamper. Hvis jeg beskrev de nedtagne lamper, ville det sikkert være første gang, du hørte om utilpassede gamle.

Det var derfor naturligt at besøge en lampeforretning. Der var en del kunder, så vi gik uforstyrret rundt en tid og noterede os, at selv en ussel, lille standerlampe kostede knap 5000 kr. Deres tuschpen var løbet helt tør for decimalkommaer.

Læs resten