Nyt køkken og renovamok

Køkkenet og en del mere skal renoveres, mens vi er på Sicilien. Entreprenøren er valgt, og forberedelserne med at rydde køkkenet er startet.

Udsigt fra det græske teater i Taormina

Når vi rejser til Sicilien, rykker håndværkerne ind, og når vi kommer hjem, er håndværkerne ude.

Jeg har før skrevet, at det var sindssyge i gerningsøjeblikket, da vi i sin tid købte en hjørnegrund, og jeg gentog det i dag, da jeg gennemførte første heat af årets første fortovsrensning.

Første heat, kalder jeg det, for fortovet er så langt, at jeg ikke kan klare det hele på én dag. Der blæser en kold vind, så jeg var forfrossen efter en god time og lod det være ved det.

Men det er nu engang her, vi bor, og når vi rejser på ferie til Sicilien, rykker håndværkerne talstærkt ind. Køkkenet skal skrælles fuldstændig, og nyt skal op inklusive nyt gulv, kontakter, lampesteder m.v. Det eneste, der ikke skiftes, er loft, køleskab, komfur og opvaskemaskine.

Læs resten

Enhver er jo sig selv nærmest

Skive efter skive skæres af den sociale salami, men pølsen er altid for lang for nogen og pensionsalderen altid for lav.

Salami

Der er skåret meget i efterløn, dagpenge og andre sociale ydelser, men mer’ vil ha’ mer’, og senest har Dansk Arbejdsgiverforening (DA) foreslået 28 ”reformer” af det sociale system.

Notatet hedder ganske vist ”Veje til at øge beskæftigelsen i Danmark,” men som bekendt øger man beskæftigelsen ved at øge antallet af arbejdssøgende. Når udbuddet stiger, falder prisen (arbejdslønnen), og så klarer markedsmekanismen paradokset på magisk vis.

Ganske vist kan sådan noget som overenskomster drille prisdannelsen, så man ikke får den fulde effekt på beskæftigelsen, men det er en biting.

Og kan de mange på førtidspension, sygedagpenge m.v. ikke selv finde ud af at blive flere om udbuddet, må man motivere dem på pengepungen.

DA er en arbejdsgiverorganisation, og det er helt legitimt, at den vil trykke lønningerne, blot er det tankevækkende, at de allersvageste igen skal holde for.

Nu kan man ikke forvente, at DA er tynget af samfundssind, for flertallet af selskaber i Danmark betaler jo ikke en krone i selskabsskat. I 2013 betalte 62 % ingen selskabsskat, og så må andre jo betale gildet – eller spænde livremmen ind. Læs resten

Bøvl med serveren

Det vælter ind med spamkommentarer på bloggen, og selv mine egne kommentarer skal godkendes. Der er vist kuk i serverens firewall.

Påskeliljer

Påskeliljerne er heldigvis ligeglade

Ja, det med brandmuren er bedste bud. Spamfilteret (Akismet) kan ikke få kontakt til bloggen, og det betyder, at en masse spamkommentarer ikke slettes automatisk, og at selv mine egne kommentarer skal godkendes.

Jeg har ikke tal på, hvor meget snavs jeg har slettet manuelt, og det er også galt med e-mail: Jeg kan modtage, men ikke sende. Når jeg sender mails, forsvinder de ud i den blå luft, og serveren benægter ethvert kendskab til sendte mails, når jeg via kontrolpanelet be’r den spore, hvor de blev af.

Nu håber jeg, at support har modtaget mine fejlmeddelelser, for jeg har ikke modtaget autokvitteringen. De kan sikkert heller ikke sende mail. Ha!

Oh, de glæder der er ved at have eget domæne og hjemmeside. Heldigvis er påskeliljerne ligeglade.

/Eric