Det begyndte syd for Alperne. Vintervejret i Norditalien var som i juli, og der faldt ikke en dråbe regn fra november 1539 til midten af april.
Tørken bevægede sig nordpå og skulle blive en af de værste, Europa nogensinde har oplevet.
Da jeg for nylig læste og skrev om den aktuelt truende tørke i Europa, stødte jeg flere gange på omtaler af tørken i 1540 som ”worst case-tørken”. Jeg har nu læst mere om den begivenhed, og det var et skrækkeligt år!
Her følger et selektivt opkog af det læste. Helt uvidenskabeligt angiver jeg ikke kilder i selve teksten, men sidst i indlægget er der links til sider, jeg har brugt. Der kan du læse meget mere om fx de metoder, forskerne har brugt til at sætte tal på tørkens alvor.
Tørken i 1540 var den værste i et tiår med tørke. Det var altså ikke kun i 1540, den var gal. Fx tørrede den engelske flod Trent fuldstændig ud i 1541, men lad os koncentrere os om det værste år, 1540. Det kan fortælle os noget om, hvad vores naboer i syd måske har i vente.
Vandmangel
Allerede i maj var der vandmangel, og vandstanden i alle floder faldt. Senere blev det så slemt, at man nogle steder kunne passere Rhinen, Elben og Seinen til fods uden at få våde fødder (og nu ingen vitser om broer, tak!). Det vand, som var tilbage, blev grønt, og fiskene døde.
Forskerne estimerer, at nogle floders vandstand faldt til en tiendedel af det normale, og at Mellemeuropa som helhed kun fik en tredjedel af den normale nedbør. Krønikeskriverne har ikke nævnt et eneste tordenvejr.
Der var ikke vand nok til at drive vandmøllerne, så prisen på mel og brød røg til himmels.
Brønde og kilder tørrede ud, og mange mennesker døde af dysenteri pga. forurenet drikkevand. Det skønnes, at ca. 500.000 døde pga. tørken, men tallet kan være højere og skal ses i lyset af, at befolkningstallet var betydeligt mindre end i dag.
