Lune aftner på Leros

Vi kom til Leros i mandags og har fundet ind i den lade ferierytme, hvor vi forkæler os selv uden at blive alt for energiske.

Hvis du ikke lige ved det, er Leros en lille græsk ø nord for den lille ø Kalymnos, som ligger nord for Kos, der ikke er så lille endda. Så er det på plads.

Aften i Panteli Bay

Når vi er i Grækenland på denne tid, nyder vi især de lune aftner. Selvom september ikke byder på dræberhede som juli/august, er det behageligt, når temperaturen falder et par grader ved solnedgang. Så bliver brisen som kærtegn.

Læs resten →

Tra-la-la og veterantog til Skørping

Helle bobler af fryd over sin nye, arbejdsfri tilværelse, og jeg skal bare sige ”tra-la-la,” så knækker hun sammen af grin.

Togvogne

Veterantoget gjorde holdt i Skørping

Ja, indtil 1. oktober er det ”bare” ferie, men hun skal ikke tilbage på arbejde, hun går på efterløn. Det er grunden til det perlende humør, som vi begge griner af flere gange om dagen. Nu ved hun, hvordan jeg havde det for knap tre år siden, da jeg gik på efterløn. Tra-la-la!

Med veterantog til Skørping

Veterantoget til Skørping afgik fra Aalborg i går søndag kl. 14:15. Da vi parkerede cyklerne 10 minutter før afgang, havde lokomotivet allerede dampen oppe.

Læs resten →

Fruens sidste arbejdsdag

I går var en mærkedag for os, det var nemlig Helles sidste arbejdsdag inden efterlønnen.

Dannebrog

Siden januar har vi talt ned, og i går kunne vi sætte det sidste kryds i kalenderen. Det var Helles sidste arbejdsdag, inden hun går på efterløn pr. 1. oktober. At hun kan stoppe allerede nu, hænger naturligvis sammen med ferie, feriefridage osv.

Det har vi set frem til. Meget. Jeg har før skrevet om glæden ved at være arbejdsfri, så jeg skal spare jer for mere. Det kan være anderledes, hvis jobbet er en væsentlig del af ens identitet, men det gælder ikke for os.

Vi fejrede det ved at tage ud at spise, og i dag kan Helle se en etape i Vueltaen (cykelløb i Spanien) fra start og ikke kun de sidste kilometer.

Vi glæder os til at kunne gøre flere ting sammen, planlagte eller improviserede, og der skal ikke længere tages hensyn til, at hun skal (skulle) tidligt op for at cykle på arbejde i regnvejr. Det er fritid ad libitum.

Lige nu har vi kun planlagt to ting. Den ene er ferie i Grækenland, den anden er en tur med veterantog fra Aalborg til Skørping.

Det er blot lidt ærgerligt, at togturen er på søndag og ikke på en hverdag i arbejdstiden. Men skidt, fra nu af er det ligegyldigt, om det er hverdag eller weekend..

Vores fælles tredje liv er begyndt.

/Eric