Tiden går, og den løber, når den har travlt. Fortiden derimod er per definition tid, der er gået, men den kan alligevel indhente dig.

Indlægget drejer sig ikke om dette tilsyneladende paradoks, det pirrede bare min fantasi, men det handler om, at jeg har ladet fortiden indhente mig to gange på det sidste.

Pensionistfest

Cementfabrikken Aalborg Portland holder hvert år en fest for pensionister og efterlønnere omkring virksomhedens fødselsdag i oktober. I år fyldte fabrikken 130 år, og jeg deltog i festen for første gang.

Vi var omkring 165 tidligere ansatte plus ca. 20 stadig arbejdsramte afryddere og håndlangere. Virksomheden kalder det en ”ambassadørfest,” og det er nok ikke så tosset at betragte os som ambassadører – pensionister har også netværk.

Først var der tid til at besøge fabrikken inden for hegnet. Jeg forstyrrede de tidligere kollegaer i kontrolrummet og hørte om ting, der har ændret sig, og om problemer, der stadig er uløste.

Det er kun 10 måneder siden, jeg stoppede, men der er alligevel sket meget på den tid.

Derefter var der spisning, direktørens tale om rigets tilstand og samvær med de andre arbejdsfrie kollegaer. Det er både hyggeligt og underholdende at pudse minderne af. Min ene sidemand var kommet helt fra Bornholm.

For nu at leve op til rollen som ambassadør, linker jeg her til virksomhedens præsentation af sig selv.

Kan man abstrahere lidt fra de positive tillægsord, som naturligt nok findes i en præsentation af denne type, giver den faktisk et udmærket billede af cementproduktion og Aalborg Portland, som er en af landets sidste sværindustrier.

Møde med skolekammeraterne

Læs resten →