Som du plejer?

For godt 10 år siden blev jeg kunde ved frisøren fra Irak, men så fandt jeg en anden for at reducere ventetiden. I dag vendte jeg tilbage.

FrisørskiltJeg tror, det er omkring 10 år siden, jeg første gang blev klippet af frisøren fra Irak, men det kan sagtens være mere.

Han tog 100 kr. for en herreklipning, og det syntes jeg var rimeligt for en klipning uden dikkedarer. Hvorfor tage til centrum og betale det tredobbelte eller mere, når frisøren fra Irak havde salon lige i nabolaget?

Efter ganske få klipninger spurgte han, når jeg satte mig i stolen: ”Som du plejer?”

Jeg nikkede og var tilfreds med resultatet. Når jeg gik, sagde jeg ”Farvel”, og han svarede med sin lidt syngende accent: ”Ha’ en goe dag!”

Sønnen tager over

I starten var senior alene om saksen, men så kom der flere kunder, og sønnen begyndte at hjælpe til. I 2015 (vistnok) blev senior syg, og sønnen tog over.

Nu var der travlt fra morgen til aften, og der var mindst to til at klippe, som regel tre. Måske fungerede det lidt som starthjælp for unge landsmænd, der var en vis udskiftning, men klippe, det kunne de.

Hvis det ikke var sønnen, der klippede mig, instruerede han på arabisk, så det blev, som jeg ville have det.

De var ikke flygtet for at ligge på sofaen; de knoklede 6 dage om ugen.

Læs resten →

Valgkamp og politikerlede

Kun særlige kemiske substanser er så flygtige som valgløfter. Jeg får fnidder af valgkamp og gør alt at slippe.

Valgflæsk

Indpakket valgflæsk

Hvis Løkke havde udskrevet valg tre uger tidligere, havde det meste af valgkampen været overstået, mens vi var på bekvem afstand (Sicilien), men det hensyn viste han ikke.

Vover jeg nu at tænde fjerneren for at se bamser i Alaska, er der omgående valgflæsk, smask!, på skærmen, og er jeg for langsom på zapperen, stiger blodtrykket.

Jeg får simpelthen fnidder af valgkamp. Jeg kan ikke udstå vidtløftige løfter i tomgangs-loop, og sniksnak som tangerer intelligensfornærmelse.

Politikerne var bedre tjent med at aflyse valgkampen. Det ville spare kassen, de slap for at bryde valgløfter, og der blev plads til væsentlige nyheder i medierne.

I stedet kunne vælgerne så måle og veje kandidaterne på det, de har gjort. Det kan de nemlig ikke løbe fra.

Hvis de ikke har været valgt før, er der andre ting, man kan se på. Hvis du fx er bedrager og racist, er der mindst to kandidater, der med dom kan dokumentere, at I har noget til fælles.

Læs resten →

Hjem fra Sicilien

Vi kom hjem onsdag fra tre ugers ferie på Sicilien. Det var en god, afslappet ferie, som jeg nu har genoplevet ved at ordne fotos.

Udsigt fra Taormina

Udsigt fra Taormina. Giardini Naxos set fra oven.

Vi har besøgt Siracusa og Giardini Naxos flere gange før, og det sætter sit præg på ferien. Vi har set det meste af det, vi synes, man skal se, og det giver ro til bare at tage sig tid og nyde atmosfæren.

Med tre uger gør det heller ikke så meget, om der kommer en regnvejrsdag eller to. Vejret var godt det meste af tiden, men det var tidligt på sæsonen, og det mærkede man på temperaturen, der nogle dage var nede på en 13-14°.

Næste gang lægger vi nok Siciliensturen en 3-4 uger senere.

Ud- og hjemrejse

Vi rejste derned skærtorsdag, og det var smart i den forstand, at påsken gav Helle nogle ”gratis” feriedage.

Det planlagde vi længe før, og jeg bookede lejligheder. Hvad vi ikke havde forudset var imidlertid, at der tre dage i påsken ikke gik direkte fly fra Amsterdam til Catania, så jeg måtte improvisere.

Udturen gik derfor via Rom, mens hjemturen gik direkte fra Catania til Amsterdam. Det gav ingen problemer, heldigvis.

Billedminder

Jeg tager en bunke billeder på sådan en tur, og jeg har brugt et par dage på at luge ud og redigere. Det er et større arbejde, men fornøjeligt fordi man genoplever ferien i glimt.

Meget på Sicilien er anderledes end hjemme. Madens råvarer er af mundvandsfremmende kvalitet, livet leves mere på gader og stræder, de fleste har barnetroen i behold, gæstfriheden er stor, meget få biler blinker, før de drejer og meget, meget andet.

I gadebilledet bemærker man fx de små Ape-biler, som nærmest er en overdækket knallert på tre hjul, og i smalle gader er de praktiske.

Billedet herunder er fra Giardini Naxos, 20 meter fra opgangen hvor vi boede. Bemærk tyverisikringen 🙂

Tyverisikret Ape

Tyverisikret Ape

Gæstfriheden

Læs resten →