Vi tog på havnen i dag for at se de flotte skibe. Det samme gjorde det halve Jylland, tror jeg. Der var vildt mange mennesker på kajen.
Der er gang i den på havnen i Aalborg og Nørresundby. Der ligger masser af store, flotte sejlskibe, der er boder og telte, fadøl og pølser og larm musik på flere scener.
Kajen er én lang kødpølse, hvor man må sno sig for at komme frem, hvor andre træder ind i din bane, og hvor småhunde bæres i favnen for ikke at blive trampet ned.
Jeg droppede fortovsrensning i dag og kørte i stedet til barndommens land vest for Aalborg. Denne gang havde jeg kameraet med.
Lørdagens fortovsrensning og beskæring af buske havde givet en let ømhed i hænderne, der tjente som bekvem undskyldning for ikke at fortsætte arbejdet, men i stedet cykle en tur i det gode vejr.
Ikke overraskende er lysten til at cykle ud i det blå vokset med elcyklen. Jeg kørte alene i dag og kunne stoppe spontant for at tage billeder.
Ved musikhuset kørte jeg ned til havnen. Set fra denne side er der mere schwung over linjerne, men jeg synes stadig ikke, at det er kønt – snarere dristigt disharmonisk.
Lidt længere vestpå kommer man til Utzon Centret og Aalborgs forholdsvis nye havnebad. Her kommer jeg næppe til at dyppe tæerne; temperaturen på græsk badevand i september passer mig bedre.
Skibet lige bag havnebadet er den gamle isbryder, Elbjørn, som nu er restaurant, men god mad kan også bryde isen.
Det er herligt, at Limfjorden igen er ren nok til et havnebad. Da jeg var dreng, var det ikke usædvanligt at se objekter af latrinær herkomst sejle forbi, og når svineslagteriet i Nørresundby lukkede sit stinkende spildevand ud, holdt mågerne fest.
Vi cyklede en tur i det fine påskevejr i går, og det blev en tur tilbage til barndommen, til en bydel i Aalborg hvor meget er ændret.
Vi luftede de nye elcykler og kørte vestpå. Aalborgs havnefront er totalt forandret de senere år. Hvor der i min barndom var lager- og pakhuse, industri og kraftværk, er der nu Utzons hus, musikhus og boligblokke.
Musikkens hus. Smag og behag, men de har da brugt noget cement.
Kraftværket Nordkraft er blevet kulturhus, og det er længe siden, at spritfabrikken lavede akvavit. Havnen fungerer knap som havn mere, men der er da et par restaurationsskibe.
Det meste af min skoletid gik jeg i Ryesgade Skole, der for længst er nedlagt som skole. En overgang husede den musikkonservatoriet, nu er den vist lavet til ejerlejligheder.
Bortset fra nogle nyere, lave huse ligner lystbådehavnen sig selv. Mellem roklubben Ægir og jernbanebroen brugte jeg mange drengetimer med fiskestangen.
Det blev ikke til stort andet end ulke, ålekvabber (”kujere”) og en sjælden skrubber, men de nærede drømmen om laksefiskeri i midnatssolens land. Det ændrede sig, da jeg begyndte at spille skak, men jeg har ikke nænnet at skille mig af med fiskestangen.
Min engelsklærer havde en båd og en jolle i lystbådehavnen. Jeg fik lov at låne jollen og lærte at ro og styre et sejl. Det var eventyr på fjorden et par somre.