Vi cyklede en tur i det fine påskevejr i går, og det blev en tur tilbage til barndommen, til en bydel i Aalborg hvor meget er ændret.
Vi luftede de nye elcykler og kørte vestpå. Aalborgs havnefront er totalt forandret de senere år. Hvor der i min barndom var lager- og pakhuse, industri og kraftværk, er der nu Utzons hus, musikhus og boligblokke.
Musikkens hus. Smag og behag, men de har da brugt noget cement.
Kraftværket Nordkraft er blevet kulturhus, og det er længe siden, at spritfabrikken lavede akvavit. Havnen fungerer knap som havn mere, men der er da et par restaurationsskibe.
Det meste af min skoletid gik jeg i Ryesgade Skole, der for længst er nedlagt som skole. En overgang husede den musikkonservatoriet, nu er den vist lavet til ejerlejligheder.
Bortset fra nogle nyere, lave huse ligner lystbådehavnen sig selv. Mellem roklubben Ægir og jernbanebroen brugte jeg mange drengetimer med fiskestangen.
Det blev ikke til stort andet end ulke, ålekvabber (”kujere”) og en sjælden skrubber, men de nærede drømmen om laksefiskeri i midnatssolens land. Det ændrede sig, da jeg begyndte at spille skak, men jeg har ikke nænnet at skille mig af med fiskestangen.
Min engelsklærer havde en båd og en jolle i lystbådehavnen. Jeg fik lov at låne jollen og lærte at ro og styre et sejl. Det var eventyr på fjorden et par somre.
