Tag-arkiv: Blandingsberegninger

Kontrolrumsarbejdet før og nu. 30 år på cementfabrikken #6

Om kontrolrumsarbejde før og nu, produktion af sekundakvalitet og et program til kemiske blandingsberegninger.

Kontrolrummet

Kontrolrummet for få år siden. Kilde: Aalborg Portlands arkiv

Operatørernes arbejde i kontrolrummet er i dag meget mere komplekst, end da jeg startede.

Med den tekniske udvikling er der kommet langt flere målepunkter/signaler at holde øje med, der er flere maskiner, flere råmaterialer, flere kvalitetsmål.

Da jeg startede, var der fx kun to styringsmål for klinkerkvaliteten på de grå ovne: kalkmætning og fri kalk.

I dag har operatøren mål og grænser for fri kalk, C3S, C3A, C4AF, SO3, P2O5, fluorid, klor og alkali, hvor C3S, C3A og C4AF er forkortelser for forskellige klinkermineraler, der hver især har betydning for cementens egenskaber.

Det styrer han ved at ændre på blandingen af de forskellige råmaterialer og brændsler, og det kræver en indsigt, vi slet ikke havde, da jeg startede som operatør.

Kompleksiteten er ikke kun steget for ovnene, der producerer klinker til grå cement, det gælder stort set alle anlæg, og der er blevet mere at se til for den enkelte operatør.

De to oprindelige kontrolrum er nu samlet i ét. Det blev muligt, da de sidste kontroltavler forsvandt og blev erstattet af computere, men der gik alligevel nogle år.

Læs resten

Sommerprogram med Excel og VBA

Der er feriestille på cementfabrikken. Møderne er få, og det giver tid til at sysle med et nyt program til kemiske blandingsberegninger.

Jeg kan godt lide at arbejde, når de andre holder ferie. Mødernes antal skrumper gevaldigt ind, og det giver tid til andre ting.

Som at komme i bund med dyngerne og sysle med et nyt program i Excel VBA (makroer) der kan beregne, hvor meget der skal bruges af dit og dat for at producere en cement med en given kemisk sammensætning.

Man skal også kunne lægge betingelser ind for alverdens ting. Det nytter fx ikke noget at beregne nogle mængder, som maskinerne ikke kan dosere. Det skal også kunne finde den økonomisk optimale blanding, når der er flere muligheder – det er ret omstændeligt i dag.

For godt 10 år siden lavede jeg et lignende program; det bruges stadig, men dengang var VBA nyt for mig, så det gamle program har mange begrænsninger.

I dag kan jeg lave det meget smartere. Hvor det gamle program fx kun kunne håndtere nogle få råstoffer og brændsler, vil det nye kunne styre 30.000 af hver. Mon ikke det er rigeligt? Skal jeg nøjes med 1000?

Når man først har styr på strukturen, tager det ikke så lang tid at lave den egentlige programkerne, nej, mere end 90 % af arbejdet ligger i at lave en fejlsikret brugerflade.

Og nu må jeg beklage, at jeg har skrevet om noget så kedeligt, men ved at gøre det har jeg ligesom forpligtet mig til, at det også bliver til noget. Cellerne (altså de små grå) lader sig så nemt distrahere.

Hvis du selv pusler med Visual Basic og Excel, kan du måske få noget ud af at besøge mine sider herom.