Tag-arkiv: Forsikringsselskaber

Trækker forsikringsselskaber bevidst sager i langdrag?

Det er vel utænkeligt, at forsikringsselskaber trækker selv banale sager i langdrag for at forhale eller helt undgå betaling af erstatninger?

Alternativ forsikring

Alternativ forsikring

Forsikringsselskabet Chartis har langt om længe betalt erstatning for cyklen, der tog skade, da jeg blev kørt ned af en varebil den 1. februar.

Først reagerede Chartis ikke på anmeldelsen i tre uger. De hævdede, at de ikke havde modtaget nogen anmeldelse, og senere hed det sig, at der var sket en fejl i deres sagsbehandling.

Ved forsikringstagers mellemkomst den 3. marts kom der endelig liv i sagen. Troede jeg. Jeg betalte cykelsmeden 1385 kr. og sendte som aftalt regningen til Chartis.

Tiden gik, og der kom ingen penge. Da der var gået mere end en måned, ringede jeg igen til Chartis. Sagsbehandleren var ikke til stede og ringede ikke tilbage, som jeg havde bedt om.

Dagen efter ringede jeg igen, og nu var der bid. Pengene ville blive overført straks, sagde han. Jeg spurgte, hvorfor det ikke var sket tidligere, og han svarede efter en kort pause:

”Voldsomt arbejdspres.”

Pengene gik ind på kontoen i går, og dermed er sagen formelt afsluttet. Hvornår (og om) jeg havde fået erstatningen, hvis jeg ikke havde rykket, får vi aldrig opklaret.

Det multinationale forsikringsselskab, Chartis, er åbenbart en underbemandet rodebutik, som hverken har styr på sagsbehandling eller betalinger.

For alternativet er vel utænkeligt, nemlig at selskabet bevidst trækker selv banale sager i langdrag for at forhale betalinger mest muligt – eller helt undgå dem ved at køre folk trætte.

 

Spinning

Jeg dyrker street spinning, fordi smerteplagede Centurion afventer, at forsikringsselskabet Chartis skal slippe slanterne til operationen.

Hos cykelsmeden er der ventetid på operation. Ikke fordi der er cykellægemangel, men fordi forsikringsselskabet Chartis enten har rod i tingene eller bevidst forhaler erstatninger.

Så mens min trofaste ganger, Centurion, i smerte venter på at få udskiftet baghjul og andre legemsdele, må jeg køre på Lille Ny, som her ses på et billede fra i sommers, hvor alt endnu var sol og idel lykke:

Lille Ny

Lille Ny er god nok til en dag eller to, men den er altså meget lille, og så er den så lavt gearet, at man skal spinne for at overhale en barnevogn.

Det gør det ikke bedre, at forkølelsen ikke har sluppet sit tag. Især hosten trætter. Mødte jeg en hund, ville den gø rasende igen, hvis den var stor nok, og ellers løbe pibende bort.

Det er varmt at spinne, og om jeg begriber, at nogen går i center og betaler for det. Hvis vejret var en smule koldere, ville jeg cykle i en dampsky med regelmæssige stop for at pudse briller.

Trækker det ud, taber jeg mig nok så meget, at jeg må søge spindoktor, og forsikringsgiganten Chartis må imødese et tillægskrav om erstatning for vægttab.

Cykelsmeden ringede i morges. Han havde faxet overslaget på 1317 kr. til Chartis, men selvom skaden blev anmeldt den 2. februar kl. 15:46, påstår Chartis, at det ikke er sket.

Enten har de ikke en skid styr på tingene, eller også går det ud på bevidst at forhale tingene.