Tag-arkiv: Fred

På Telendos – sidste del af den græske ferie

Feriens sidste del på den græske ø Telendos blev som forventet ren afslapning. Telendos er indbegrebet af fred – ingen biler og kun få turister.

Fra Tilos tog vi til Telendos, den lille ø nord for Kos og vest for Kalymnos. Når taxien fra Pothia når bjergtoppen over Myrties, og man ser Telendos knejse som et lille Matterhorn ude i bugten, gisper man af betagelse, så smukt er det.

Telendos

Det var vores fjerde besøg, hvis vi tæller 2008 med, hvor vi boede i Myrties på Kalymnos og tog en af de små færger over strædet for at se solnedgang og spise på George’s Restaurant.

Da vi steg i land søndag aften, så vi, at George’s Restaurant er lukket. Nikos og familien er blevet i Australien, hvor han plejer at arbejde om vinteren. Datteren skal have en rygoperation, og de hare mere fidus til de australske læger end til de græske.

Læs resten

Nedtælling til Telendos

Snart skal vi til Telendos i Grækenland, og nu, hvor sommeren har iklædt sig en klam efterårsfrakke, føles ventetiden som en evighed.

Jeg glæder mig som et barn til varmen og de lune aftener, til roen og skønheden, til udsigterne og det klare vand, til at blive forkælet af Nikos på George’s Restaurant.

Telendos set fra Kalymnos

Telendos set fra Myrties på Kalymnos

Sidste år var det en charterrejse, hvor vi tilbragte en uge på den lillebitte og bilfri ø Telendos ud for Kalymnos’ vestkyst. Om den tur har jeg skrevet en rejsebeskrivelse.

Knap var vi kommet hjem, før jeg undersøgte, hvordan vi kunne komme af sted igen, og jeg opdagede, at vi kunne spare nogle tusinde kroner ved at arrangere turen selv i stedet for at købe en charterrejse.

Det skyldes mest, at vi alligevel skal frem og tilbage mellem Aalborg og København, og at det er billigere at overnatte på Kos end i København. Og så selvfølgelig at flybilletterne var pænt billige.

Nu flyver vi Aalborg – København – Athen – Kos på én dag. Tiderne for ankomst og afgang kræver en overnatning ”i hver ende” i den lille by Mastihari på Kos, hvorfra færgen sejler til Kalymnos. Men det er noget billigere end hotel i København, og vi vil også hellere slumre ind til lyden af Ægæerhavets brænding end Københavns trafikstøj.

Søger man underholdning og ”action”, skal man ikke tage til Telendos, medmindre man da vil klatre på de stejle klipper. Der er ingen golfbaner, skydetelte, hoppeborge og hvad man ellers finder på de populære turistmål.

Men der er fred, gæstfrihed  og mulighed for ultimativ afslapning, hvis man kan underholde sig selv.

Relateret:

Pace-flaget, det italienske regnbueflag for fred

pace_flag_romDa vi besøgte Rom i 2003, var der fredsflag overalt. Regnbueflag med ordet “PACE” hang fra vinduer og altaner, hvor man end vendte sig.

Det var efter invasionen af Irak samme år, og den folkelige modstand mod krigen var meget stor i Italien. Flaget blev populært i forbindelse med kampagnen ”Pace da tutti i balconi” (”Fred fra alle altaner”) i 2002, som netop vendte sig mod den truende Irakkrig.

Da vi skulle besøge Antonio i Venedig i 2004, fortalte han, at vi kunne kende huset på, at der hang et pace-flag fra balkonen; men der hang jo pace-flag overalt!

Også i 2005 og 2007 så vi mange fredsflag i Rom, og de var ikke alle falmede af den stærke sol.

Da vi så flaget i en butik i Venedig, købte vi det straks. Det var i 2007.

Det vajer dog ikke fra vores vindue eller altan, som det måske burde. Det var ellers ingen skade til at signalere, at der bor fredelige mennesker bag tjørnehækken.

Om ikke andet kunne det signalere et ønske om fred for naboernes larmende værktøj og haveredskaber, men her i kvarteret ville man sikkert bare tro, at det var vasketøj, og at PACE er et rockband eller sådan noget.

Nej, flaget har i stedet fået en plads over sengen, og det er jo heller ikke nogen ringe placering.

pace_flag