Der var usædvanligt mange gæster på Nikis, da vi kom til Leros, og en usædvanlig stor del var danskere.
I hvert fald for september. Jeg ved ikke, hvordan det er i skolernes sommerferie.
Med lejligheder og terrasser tæt på hinanden kan det ikke undgå at påvirke lydbilledet. Nogle formår at være diskrete, mens volumenkontrol er ukendt for andre.
Der er også ham, der ikke kan pudse næse for lav udblæsning, men må trompetere som en hanelefant. Det må være hårdt.
Som fluen på væggen hører man om andres liv og opdager, hvor lidt man ved om ting, der optager andre. Fx ved jeg nu en del mere om kvaliteten af forskellige campingpladser i Midtjylland samt damefrisører nær Knippelsbro.
Men pø om pø er de fleste rejst, og nu bor der kun os, en enlig kvinde af ukendt nationalitet og to græske håndværkere, der må være på særlig mission fra fastlandet. Roen har sænket sig.
Vi har nu været her i knap to uger og høster frugten af ikke at lave noget særligt: Fred i sindet. Det er i sig selv afslappende at være et sted i længere tid, for så er der intet tidspres for pinedød at opleve noget i en ruf.
