Ro og genkendelse

Der var usædvanligt mange gæster på Nikis, da vi kom til Leros, og en usædvanlig stor del var danskere.

I hvert fald for september. Jeg ved ikke, hvordan det er i skolernes sommerferie.

Blomst

Med lejligheder og terrasser tæt på hinanden kan det ikke undgå at påvirke lydbilledet. Nogle formår at være diskrete, mens volumenkontrol er ukendt for andre.

Der er også ham, der ikke kan pudse næse for lav udblæsning, men må trompetere som en hanelefant. Det må være hårdt.

Som fluen på væggen hører man om andres liv og opdager, hvor lidt man ved om ting, der optager andre. Fx ved jeg nu en del mere om kvaliteten af forskellige campingpladser i Midtjylland samt damefrisører nær Knippelsbro.

Men pø om pø er de fleste rejst, og nu bor der kun os, en enlig kvinde af ukendt nationalitet og to græske håndværkere, der må være på særlig mission fra fastlandet. Roen har sænket sig.

Vi har nu været her i knap to uger og høster frugten af ikke at lave noget særligt: Fred i sindet. Det er i sig selv afslappende at være et sted i længere tid, for så er der intet tidspres for pinedød at opleve noget i en ruf.

Strejftog i labyrinten

Fra Platanos

Sammenlignet med andre græske øer er Leros relativt flad, men Platanos er alligevel en by bygget på stejle skråninger. Bevæger man sig ind i den ældre labyrint, er der mange trappegader, og man går hele tiden op eller ned.

De fleste huse er velholdte, mens nogle få ligger hen som forladte ruiner. Haverne lider af vandmangel, dog ikke figentræerne der vokser overalt og smider deres frugter, som så bliver smattede og udtrådte.

Cykel på husmur

Der er stadig mange huse og grunde til salg. Krisen kradser, og det vil den gøre længe, uanset hvad pressen skriver med livremslogik.

Genkendelse

Aftenlivet i Panteli Bay er noget særligt. Tavernerne serverer ikke turistmenuer, men traditionel græsk mad – evt. med nyere indslag som crab rolls med sød chilisauce.

Ansjoser

Ansjoser i skarp olie/eddikemarinade

Og vi genkender flere, der som os vender tilbage år efter år eller måske lever hernede på deltid.

Der er The Captain, som tidligere drak ouzo og holdt hof på caféen, der dengang var palmebladstækket. Han sad der hver dag, men i år har vi kun set ham en enkelt gang, så helbredet skranter måske.

Der er den ældre englænder med manke og skæg, som står i kridhvid kontrast til den indigoblå skjorte og ansigtet, der må være grundet med brun skosværte.

Den gamle, trinde hund på Taverna Psaropoula er af ubestemmelig race, men indeholder bl.a. puddel, terrier og noget elskværdigt. Hvis pelsen blev vasket, ville den måske blive hvid.

Indehaveren, Apostolis, uddeler raspende kindkys og har udset Helle og mig til at prøvesmage de vine, han bliver tilbudt, og som måske skal på kortet. Forleden var det en Moscato og i forgårs en tør (og afgjort til fisk) hvidvin.

Der er også tjeneren på Psaropoula. Ikke den nye ungtjener, som har charme og måske kommer efter det, men Skaldepande der har været her i mindst 10 år.

De har arbejdet hver dag uden fridage, siden vi kom, men om 56 dage skal Skaldepande på ferie i København, siger han længselsfuldt. Sidste år gik turen vist til Amsterdam.

Hvor vi rejser efter sol og varme, rejser han efter kulde og det, vi kalder møgvejr, og det giver sådan set god mening, når man har knoklet en hel sæson i græsk sommerhede.

Der er flere, såsom taxichaufføren Petros, der har fået manken trimmet, så han ikke længere ligner en kristusfigur, men at nævne dem alle vil føre for vidt.

Det er spændende at opleve nyt, men at genkende og blive genkendt er en del af charmen ved at vende tilbage.

Helle

Vi har det godt på Taverna Psaropoula

Og når man vender tilbage, falder det helt naturligt at slappe af. Man gentager de ting, man holder af, og til det andet kan man sige: ”Seen that, done that”.

Måske vil meget se anderledes ud, når jeg stopper med at arbejde, men det gider jeg overhovedet ikke spekulere over nu. Nu er nemlig nu, nuet nydes, og det er en kilde til boblende glæde, at nuet varer en god uge mere.

Relateret:

/Eric

6 tanker om "Ro og genkendelse"

  1. Stegemüller

    Åh tre uger… Det er fantastisk, så når man at få noget, der ligner en hverdag, men naturligvis ikke som hverdagen derhjemme; det er jo derfor, man rejser væk!

    Du tager skønne billeder, men det har jeg vist skrevet mange gange tidligere. Jeg mener det bare stadig.

    God søndag.

    Svar
    1. Eric

      Tak Hanne, i lige måde 🙂
      Ja, tre uger er godt. To var vel nok til at oplade batterierne, men nu kunne det lade sig gøre, bl.a. fordi jeg skal have fyret ferien af, inden jeg stopper. Med tre uger suges alt hastværk ud af hjernen 😉

      Svar
  2. Henny Stewart

    Man kan somme tider få ting at vide, man overhovedet ikke har interesse i, når temperaturen er høj og folk er udenfor. Vi har uden den mindste interesse heri kunnet følge med i det meste af naboernes gøren og laden hen over sommeren, hvor man enten var ude eller havde vinduerne på vid gab.

    Roen, nydelsen, genkendelsens glæde og afslapningen skal være jer så inderligt vel undt.

    Svar
    1. Eric

      Tak Henny. Jeg er ganske enig. Der var engang en blog der skrev noget i retning af (om naboen der talte i mobiltelefon i det fri): “Vi taler ikke sammen, men hun fortæller mig alt”,

      Svar
  3. Jørgen

    Tak for delagtiggørelsen i feriedagenes iagttagelser af livet som det leves i nuet – med og uden danskere med og uden fornemmelser for godt naboskab.
    En ferie har det med at tage den tid der er sat af til den, og når der er sat 3 uger af er der tid til at lade dette og hint ske som det nu sker før eller senere. Det er helt anderledes med 3 dage, men også her kan man opleve nuets nærvær, omend der er forskel på nuets tempo i de to situationer.
    God fornøjelse med den sidste ugestid.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.