Dagbogsnoter fra en vindblæst onsdag på Leros.

Efter en blæsende tirsdag var det løjet noget af onsdag morgen. Så meget, at vi fik formiddagskaffe på torvet i Platanos. Den søde servitrice havde fri, og der måtte to unge mænd til at passe butikken.

Ved bageren købte vi et traditionelt brød for en euro. Jeg har sympati for lave priser og differentieret moms, og skorpen er en krummebordbombe, når den får kniven.

Det blæste alt for meget til at sidde på terrassen, så vi sad inde med døren åben. Vinden var næsten lige på. Jeg prøvede husets anden side, og der var ganske rigtigt mere læ, men alt for varmt i den direkte sol.

Blæsten tog til i styrke igen, og ved halvsyvtiden iførte vi os bagagens varmeste tøj og satte kurs mod Panteli Bay.

Aftenritualet

Helle plukkede de sidste, modne figner i nå-højde på træet over for Nikis Studios. Nu går der nok mindst et år, før gederne smager den fornøjelse igen.

Vi lagde an til landing i ouzocaféens safaristole nær havet, men det blæste for meget, så vi rykkede op til baren, hvor et glas kunne stå uden at vælte.

Til gengæld er stolene af det enestående umagelige, græske design med fletsæde, der får benene til at sove, og ryglæn, der er værre end bænkene i en landsbykirke.

Der var kun få gæster, bl.a. en af de hollandske strandløver med omhyggeligt vilter manke. Han kunne vel kalde det vejrlig.

Tjeneren (indehaveren?) må være englænder. Hans engelske, det rødmossede og vielsesringen peger alt sammen på en expat, der er græsk gift. Det er sikkert en interessant historie, men jeg er en elendig sladdertante og alt for diskret til at spørge.

Det er nok tjeneren, der tog vores killingeveninde til sig. Hun holder i hvert fald til ved caféen og er vokset helt utroligt de sidste to uger. Hun ville partout op på min skulder, og bagefter lå hun i mit skød og spandt, så hele kroppen dirrede.

Det varede lige til, der kom en legekammerat, så gik det over stok og sten.

På Psaropoula

På Taverna Psaropoula havde de slet ikke stillet borde ud på stranden. Der var dækket op på terrassen, men næsten alle gæster sad indenfor, hvor der var dækket op for første gang i denne sæson. ”Too cold outside!” sagde Skaldepande, og han havde ganske ret.

Indenfor er der vel plads til ca. 20 gæster, hvis alle stole er i brug, og sådan fungerer det nok, når turisterne er rejst, og der falder ro på.

Kun den enlige hollænder sad ude på terrassen. Han taler i telefon non stop, velsagtens fordi han er alene og ikke har nogen rejsefælle at dele med. Når han har talt med én, ringer han til den næste. Telefonitis.

Indenfor sad strandløven og et par kumpaner, et hollandsk ægtepar og så fem italienere, der ikke kan bestille fra kortet, men skal have værtens hjælp til at komponere middagen.

De er sikkert ikke så skrappe til engelsk, og Apostolis kan lidt italiensk og siger gerne ”buona sera” i stedet for ”kali spera”, hvis det kan gavne omsætningen.

Det hollandske ægtepar har vi set før, og vi er på nik. De har humor og morer sig, det er åbenlyst og sympatisk.

Hun er stor og lys. Ikke stor som i tyk, bare stor. Hvis jeg skriver, at jeg for mig selv kalder hende ”Ardennerhoppen”, får jeg garanteret skældud af de kvindelige læsere, som ikke kan li’ heste.

Efter et par dage med vegetarkost var vi efter forretten klar til ged igen; sidste udkald inden gedesæsonen slutter den 1. oktober. Skaldepande spurgte, om vi skulle have kaffe og Metaxa, og vi kan lade os nøde.

Vejen hjem var som en vindtunnel, hvor vi stred os frem med små skridt.

I morges bemærkede Helle, at flaget oppe på borgen er flænset. Billedet tog jeg med fuld zoom fra terrassen.

Så jo, det har blæst en kende.

Relateret:

• Fødselsdag på Leros
• Hanegal og salt i hanen
• Afslapningens kunst på Leros
• Til KAΣTRO – borgen på Leros
• Ro og genkendelse
• Ferieliv på Leros
• Den halvlamme på Leros
• Storm eller næsten på Leros
• Hjem fra Leros

/Eric