Det er søndag, endnu en uge er gået på Leros. I morges ringede kirkeklokkerne, som var der piratangreb, men nu ringer de kun en gang imellem. Bedeslag, hedder det vist.
Hanerne galer som på hverdage, og en kattekilling i nærheden piber, indtil mormis kommer.
Hele ferien har der været sol og høj himmel. Varmt, men ikke for varmt, medmindre man laver noget strabadserende i middagsstunden, og det bør man ikke gøre.
Ifølge vejrprofeterne er det slut onsdag eller torsdag, hvor der kommer strid blæst og regn. Det tager vi, som det kommer, hvad ellers? Så er vi akklimatiserede, til vi skal hjem.
Dagene går deres stille gang. Vi spadserer formiddagsture i det gamle Platanos, til supermarkedet, torvet eller nabobyen Agia Marina.
Agia Marina
Her ligger et par turbåde og nogle fiskekuttere. Vi skal ikke på tur; træbænkene ser radbrækkende ud, og det er så som så med solsejl.
Nej, så er der mageligere på caféen, hvor vi sætter os og glor. Fiskere bøder garn med tæerne til hjælp, og folk venter på katamaranen, der bebuder sin ankomst ved 11-tiden med et langt trut i hornet.
Den drejer på en tallerken og vender rumpen mod kajen. Passagerer går i land, og nye går ombord, hvorefter færgen sejler videre til den næste ø. Hele operationen tager mindre end 5 minutter. Hurtigt og effektivt.
Vi går op ad den stejle bakke til Platanos. Det er varmt nu, og vi søger skygge langs murene. Vejen er ikke lige, så skyggen er snart på den ene side, snart på den anden.
Fra Platanos går det den rigtige vej til Panteli, nemlig nedad.
Terrasseliv
Når vi kommer hjem, er der gjort rent, og vi kan uforstyrret dampe af på den skyggefulde terrasse. Jeg har kastet mig over Somerset Maughams short stories, de er fortællekunst. Jeg læste dem for omkring 40 år siden, men de er en genlæsning værd.
Samme Somerset Maugham rejste meget og medbragte altid en vadsæk med bøger. Han ville sikkert have værdsat e-bogslæseren.
Løfter jeg blikket fra e-bogen, ser jeg bl.a. den blå himmel, den nærmeste kirke og borgen på klippetoppen. Det ene udelukker ikke det andet.
Aften i Panteli Bay
Aftenen i Panteli Bay er dagens punktum. Vi har set månen tage på i to uger, og i aftes hang den fuldfed og hældte sølv på vandet. Stjernerne er ikke så lysstærke som hjemme, men aftenstjernen, som måske er Venus, stråler klart.
De mange fly fra Rhodos, Alanya, Kos, Kreta, og hvor de ellers kommer fra, har vi døbt ”Rhodos Star”, og de forsvinder som stjerneskud.
Vi slutter gerne på Taverna Psaropoula. I forgårs var der besøg af en græsk familie, 3-4 generationer. Apostolis forkæler sine lokale gæster, det kan man ikke fortænke ham i.
Han sætter sig for bordenden og skænker ouzo i små glas, som deles rundt, og så må han jo også selv tage et og skåle. Han er ingen ouzoforagter.
Da den rette musik kom på, kunne grækerne ikke holde sig i ro, men måtte danse. Bedstemor var nok den vildeste. Spontanitet og livsglæde.

Spontan dans på Taverna Psaropoula. Apostolis længst til højre.
Leros er gearet til turisme, men ikke overgearet, og det kan vi lide. Vi skal nyde de sidste dage, for snart er ferien slut, og for mig starter arbejdslivets sidste etape.
Killingen er holdt op med at pibe, en radio spiller kirkesang med messende mandsstemmer, og Maria, værtinden, har fået besøg. Hendes herlige latter smitter med godt humør.
Relateret:
- Fødselsdag på Leros
- Hanegal og salt i hanen
- Afslapningens kunst på Leros
- Til KAΣTRO – borgen på Leros
- Ro og genkendelse
- Den halvlamme på Leros
- Storm eller næsten på Leros
- En vindblæst onsdag på Leros
- Hjem fra Leros
/Eric
“Mormis” er kært, og at “glo” minder mig om, at I er gode til det Peter Lund-Madsen varmt anbefaler i tre 28 minutters (de er for seriøse til mere allerede inden medieforliset) udsendelser, der er kaldt “Superhjerner. Dem bør du ubetinget se ved hjemkomsten. Tot venter sikkert med længsel.
Jeg må se, om jeg kan finde dem 🙂
Dejlig læsning. Jeg kan godt lide at se I sætter jer og glor. Det er en meget værdifuld egenskab at have, men den synes at få trangere og trangere kår fordi folk glor på mobilos og ikke på hvad der sker omkring dem.
Det er jo heller ingen dårlig tidsanvendelse at gå over til den anden side af øen, hvor den er ret smal – og søge skyggen på den ene eller andet siden.
De få arbejdsdage der er tilbage er sikkert overkommelige.
Det er givtigt at glo, og man kan skærpe sin glo-sans. Det, der sker for dine øjne nu, sker måske aldrig igen, mens det på nettet er der for evigt.
Og ja, de sidste vistnok 56 dage er til at overskue 🙂
Det lyder så dejligt, skal selv til Kreta i november, det glæder vi os til. Fortsat god tur og så er der jo en ende på arbejdslivet. det kan du glæde dig til.
Det er dejligt, tak. God tur i november!
Dit indlæg emmer af afslapning, tid til at nyde og observere. Dejligt med sådan en ferie inden det sidste arbejdsryk.
Du beskriver det meget præcist, og det er for os feriens essens.