Tag-arkiv: Gevir

Skal cyklister have gevir på for at overleve?

Flertallet af den danske befolkning går ind for, at samfundets svageste skal beskyttes og hjælpes, men dæleme ikke i trafikken!

Det er mørkt nu, når jeg cykler på arbejde, og jeg kan ikke få øjenkontakt med bilisterne.

Øjenkontakt og et smil er normalt min eneste forsikring, når hajen er på vej mod biltænderne, hvor den skal holde tilbage for mig. Nogle kører frem så stærkt, at de på ingen måde signalerer, at de har set mig eller agter at holde tilbage.

Så bliver jeg utryg og sætter farten ned, for jeg kan ikke rigtigt bruge min forkørselsret til noget. Med nedsat fart kan jeg nå at bremse for de få, som slet ikke holder tilbage.

Jeg har 2 velfungerende forlygter, 2 velfungerende baglygter, refleksbånd om benene og på tasken bagpå. Jeg er simpelthen oplyst og illumineret som et juletræ. Alligevel oplever jeg gang på gang morgensøvnige eller travle bilister, som ikke ser mig, fordi de har for travlt eller fordi – tja, hvorfor?

Mange cyklister lader hånt om færdselsregler, hensyn og forsigtighed, og det irriterer også mig. Desto mere skræmmende er det, at en oplyst og lovlydig person som mig ofte kun reddes af rettidig forsigtighed og reflekser.

I trafikken hersker andre normer end i samfundet i øvrigt, og ordet “junglelov” ligger på tungen.

Vi nærmer os julen, og jeg overvejer at købe et lyserødt plasticgevir med blinkende lys som supplement til de andre blinkende lygter. Det vil sikkert være ulovligt, men som oplyst rensdyr vil jeg sikkert blive set og overleve til pensionsalderen.

/Eric