Vi ankom til Leros mandag aften efter en lang, men udramatisk rejse. Vejret er pragtfuldt, og vi er faldet ind i ferieafslapningens rutiner.

Humlebien med plads til 36 passagerer landede på Leros mandag kl. 18:40 lokal tid. De andre passagerer stimlede sammen om bagagebåndet, som åbenbart virker igen, men vi lod Helle stå, mens jeg gik ud for at kapre en taxi.
Der holdt to. De var begge bestilt af andre, men den ene chauffør gav sig til at ringe. Snart kom en ramponeret Mercedes, der havde fortjent en græsk pensionsordning.
Chaufføren havde bare tæer og stort, vildtvoksende hår. Jeg lavede en aftale, og hjalp så Helle ud med kufferterne. Der var generel mangel på taxier, så vi delte tur med et østrigsk par, der skulle til en yacht i Lakki (hovedbyen).
Petros sagde, at han havde doneret sine sko til flygtningene, men om han spøgte eller ej, ved jeg ikke.
Kufferterne stak op af bagagerummet, så klappen ikke kunne lukkes, men de blev surret fast med en fastmonteret strik, og så gik turen til Lakki.
Hvorfor han kørte den omvej, ved jeg ikke, men skidt – vi fik set noget af øen. I Lakki så vi også nogle af flygtningene sidde i skyggen i grupper. De bringes alle til Lakki, og når papirarbejdet er overstået, bringes de videre til Athen.

