Tag-arkiv: Høflighed

Om klipning og høflighed

”Som du plejer?” spørger han, når jeg sætter mig. Jeg siger ”ja,” og så siger vi sjældent mere til hinanden, før klipningen er færdig.

Det er rart, når frisøren ved, hvordan det skal være, nemlig som det plejer, og når han fornemmer, at kunden foretrækker tavshed, og derfor holder mund.

Så kan man synke ned i en meditativ tilstand af afslapning. Man kan lade som om, man lukker øjnene for ikke at få hår i dem, og lade hjernen surfe på alfabølger, mens lokkerne bliver onduleret.

Klipningen tager kun 15-20 minutter, og så er det vel meget rimeligt, at den kun koster 100 kr. Selvom det er billigt, mister man skam noget for pengene.

Læs resten

Spænende rejsebeskrivelser og høflighed

Jeg fik mail fra en, der kaldte mine rejsebeskrivelser for “spænende”. Tænk, vi tager det ellers altid så stille og roligt, når vi rejser.

Det var en meget høflig henvendelse. Han spurgte pænt, om han måtte linke til nogle mine rejsebeskrivelser. Jeg er ikke stivnakket kostforagter, når det kommer til smiger, og da jeg sætter stor pris på høflighed, gav jeg venligt min tilladelse.

Han repræsenterede et rejserelateret internetfirma, men der var ingen ”fælde” forbundet med hans henvendelse. Den var bare høflig.

Det var egentlig bare det, jeg ville fortælle. Høfligheden er ikke død!

Nu må jeg se, om tempoet kan få en tand til i min næste rejsebeskrivelse; men det bliver en balanceakt. Hvis den bliver for spænende, kan læserne måske ikke følge med.

 

Brevet fra Danmarks Statistik

Danmarks Statistik har sendt et brev, som er klinisk renset for høflighed. De ønsker min deltagelse i en undersøgelse om computere og internet.

Det bemærkelsesværdige ved brevet er fraværet af høflighed. Du ved, alle de små vendinger man normalt ville bruge, hvis man skulle overtale folk til at ofre en halv time af deres fritid.

Disse vendinger indeholder gerne ord som venligst, gerne, sætte pris på, tak, undskyld ulejligheden, glad for o.l.

Nej, Danmarks Statistik skriver bare, at det er vigtigt, at alle deltager, og forklarer så, hvad jeg skal gøre. Hvis jeg ”vælger ikke at bruge internettet”, vil de ringe til mig. Sådan!

Det er i mine øjne et meget uprofessionelt brev, men jeg valgte alligevel at deltage i undersøgelsen.

Spørgeskemaet

Selve spørgeskemaet om min brug af computere, internet og mobiltelefoni virkede særdeles professionelt, og spørgsmålene var utvetydige.

Min eneste anke er, at der manglede mulighed for at vælge ”ikke relevant”, da jeg skulle svare på, hvor bekymret jeg er for børns adgang til upassende websider via husstandens computere.

Når der ikke er børn i husstanden, kan det jo ikke bekymre mig på nogen måde. ”Ved ikke” ville også være et tåbeligt svar. Jeg svarede: ”Slet ikke bekymret”.

Jeg er heller ikke spor bekymret for at brække halsen ved elastikspring, for at drukne ved vinterbadning eller for at blive skudt i Sydwaziristan.

Det bekymrer mig derimod lidt, hvis almindelig høflighed er på retur. Høflighed absorberer konflikter. Høflighed er kommunikationens airbag.

Men måske er jeg for vrissen – der stod trods alt ”Venlig hilsen” over signaturen.