Der blæste en frisk vind i Mastichari i går, men her er alligevel herlig sommer. Vi slapper af og nyder livet ihærdigt med at lave ingenting.
Jeg fik ringet til udlejeren og forlænget lejemålet af vores penthouse til i morgen, hvor vi rejser videre, og med det på plads kunne vi slentre rundt uden bekymringer.
Der er ikke meget at se eller gøre i Mastichari på Kos udover at slappe af eller bade. Stranden er pragtfuld, men vinden var mig et nummer for overfrisk til en svømmetur. Det ville være hundekoldt, når man kom op.
Så når vi ikke nød balkonens udsigt, gik vi rundt i byen, og der er såmænd nok at kigge på, hvis man ikke bare vil hænge ud på en af caféerne med WiFi: Blæksprutter hænger til solmodning, basilikum i potter gror til meterhøjde, vasketøj lyntørrer, blomster blomstrer, og katte og grækere gør det, de nu gør.
The Traditional House
The Traditional House laver fremragende græsk mad (rigtig koskost). Værten er lille og trind og ser så glad ud. Alt er økologisk og fra egen bondegård. Der er fuldt hus hver aften, stedet er med rette populært.
Vi valgte hjemmebagt brød med oliventapanade efterfulgt af langtidssimret svinekød i en symfoni af grøntsager med ris. Desserten var backlava til Helle og kadaifi til mig. Det havde jeg ikke prøvet før, og det var en rulle med sej honning og fyld af knuste nødder og aroma af kanel. Mums, hvor sødt!
Den hjemmelavede rødvin var solbrændt og krydret. Den smagte nærmest som den cypriotiske hedvin, commandaria, blot ikke sød og hed. Det må være samme drue. For denne herlighed måtte vi betale 30,5 euro.
Ved nabobordet sad en enlig kvinde med ørnenæse, afbleget hår og solrødt skulderparti. Ansigtshuden var stram som efter en kosmetisk operation, så måske ”i fyrrerne” ikke kan gøre det.
Hun udstrålede en så stoisk melankoli, at vi kom til at snakke om, hvor godt det er for os at rejse sammen, at kunne dele oplevelserne.
Dagen sluttede med en Metaxa på Bar Number One. Her spiller de antik-rock fra 60’erne og 70’erne, men sandelig om ikke værten blev helt moderne og også spillede ”Sultans of Swing” med Dire Straits. Hvis jeg husker ret, er den fra omkring 1980.
Han er en mand med smag, og det modne publikum føler sig hensat til ungdommens år. Kvinden med ørnenæsen havde også fundet derind og så ikke længere så ensom og sørgmodig ud.