Feriens sidste del på den græske ø Telendos blev som forventet ren afslapning. Telendos er indbegrebet af fred – ingen biler og kun få turister.
Fra Tilos tog vi til Telendos, den lille ø nord for Kos og vest for Kalymnos. Når taxien fra Pothia når bjergtoppen over Myrties, og man ser Telendos knejse som et lille Matterhorn ude i bugten, gisper man af betagelse, så smukt er det.

Det var vores fjerde besøg, hvis vi tæller 2008 med, hvor vi boede i Myrties på Kalymnos og tog en af de små færger over strædet for at se solnedgang og spise på George’s Restaurant.
Da vi steg i land søndag aften, så vi, at George’s Restaurant er lukket. Nikos og familien er blevet i Australien, hvor han plejer at arbejde om vinteren. Datteren skal have en rygoperation, og de hare mere fidus til de australske læger end til de græske.

