Tag-arkiv: Leros

Klipning på Leros, eller salonbøssen i det græske øhav

Under ferien på Leros blev jeg klippet af en homoseksuel frisør, en rigtig salonbøsse. Det var en oplevelse, og her følger historien.

Det er vores fjerde dag på Leros, mandag den 8. september, og jeg trænger til at blive klippet. Ikke fordi håret vokser specielt hurtigt her nede, men før vi rejste, besluttede jeg, at det kunne være sjovt at blive klippet i Grækenland.

Der ligger en salon 20-30 meter nede ad den stejle gade fra Platanos’ torv til Agia Marina. De klipper både mænd og kvinder og taler engelsk, fransk og tysk, står der i vinduet. Godt, så ender det næppe med lilla hanekam pga. sprogforbistring.

Vi er der præcis til åbningstid kl. 9, men døren er låst. Vi venter lidt og får så en cola udenfor baren ved siden af. På disse kanter har man et afslappet forhold til tid.

Backgammon på torvet i Platanos

Mænd spiller backgammon på torvet i Platanos

Læs resten

Ferie på Leros og Kalymnos

Så er vi vendt hjem fra ferie i Grækenland. En uge på Leros og en uge på Kalymnos – to små øer nord for Kos. Perfekt septembervejr med dejlige lune aftener, romantik, afslapning og god mad.

Disse små øer er ikke overrendt af turister, og Leros er da slet ikke. Folk er venlige, og det bliver hurtigt naturligt at hilse dem, man møder, med et ”kali mera” eller ”kali spera” afhængigt af tidspunktet.

Leros

Fiskerlejet Panteli (eller Pandeli) på Leros er stille og smæk-romantisk; aftensmad i strandkanten med bølgeskvulp og lun luft, der smyger sig om dine ben som en kælen kat.

Panteli Bay

En Johanitterborg knejser højt oppe på et bjerg. Den var tilflugtssted, dengang pirater hærgede i Middelhavet, og herfra kan man se næsten hele øen.

Panteli Bay

Der er kun få minutters gang fra Panteli til den lille hovedby, Platanos, med gamle huse, krogede gader og stejle trapper. Lokale mænd slapper af på torvet med en sludder og et spil backgammon, og præsten med vildtvoksende fuldskæg kommer forbi iført sort kjortel og ”skorsten”.

Læs resten