Tag-arkiv: Leros

Til Grækenland i en coronatid

Så er vi langt om længe kommet til Leros. Søndag fløj vi fra Aalborg via København til Athen, hvor vi overnattede på lufthavnshotellet.

Rejsende til Grækenland skal (over nettet) udfylde en ”Passenger Locator Form” senest 24 timer før afrejse, og det er et værre bureaukrati.

Vi gled dog glat igennem kontrollen og blev ikke udtaget til stikprøvetest for COVID. Mit gæt er, at de fornuftigvis koncentrerede sig om den gruppe unge mennesker, der lignede gymnasiale festaber med tømmermænd.

Mandag skulle flyet til Leros lette kl. 09:55, men det trak ud, og brumbassen fløj først 11:25.

Brumbassen

Brumbassen der fløj os til Leros

Under rejsen til og opholdet i Athen var vi meget Corona-påpasselige, men det er svært, når der er så mange mennesker så tæt. Inkubationstiden får vise, om de håndspritplagede hænder førte os sikkert igennem.

Sikkert pga. forsinkelsen var der kun én taxi i Leros’ lille lufthavn. Det var Petros, som vi har kørt med før, men han var engageret til anden side. I min kvide ringede jeg til Maria, vores værtinde, og hun tilbød straks at hente os.

Solen var aggressiv, og vi ventede i skyggen, til Maria kom efter ca. 20 minutter. Vi og kufferterne kunne lige være i den lille bil.

Læs resten

Efter ferien, bladene falder

Iskiassen bider i ballen, og jeg bider tænderne sammen. Der er løbet mere end et græsk kilo på i løbet af ferien, og det skal spadseres væk.

Stegt, marineret svinekød

Det skal spadseres væk …

Knap 1500 jævnt fordelte gram ville ikke betyde noget med min statur, men de sidder med tætte, græske familiebånd samlet over livremmen.

Der er faldet meget løv, mens vi har været væk. Luften er sprød, som var der frost, og fingrene har det bedst i lommerne. Sådan er det at komme hjem fra varmen; man er lidt kuldskær.

Der er stadig varmt på Leros, så varmt at det ikke indbyder til raske spadsereture. Tre uger mere havde ikke været af vejen, selvom det så nok var blevet til mere end 1500 gram.

Først synes man, at der er laaang tid, så er man halvvejs, og med ét er tiden pludselig gået. Så er det slut med græskblå himmel, slut med lune aftner på stranden i Panteli Bay hvor isterninger har et kort liv i godt selskab.

Læs resten

Sightseeing og støj på Leros

Søndag tog vi en bustur til nogle af Leros’ seværdigheder, og det var en velkommen støjpause fra børnefamilierne, der flyttede ind lørdag.

Borgen og Platanos

Borgen og Platanos

Den ene dag har taget den anden med behagelig afslapning. Der har været dage med frisk vind, men de fleste har været med svag brise og dejligt vejr. Med undskyld til dem derhjemme blev velværet ikke mindre af at læse om storm i DK.

Vi havde fantaseret om at leje cykler, men enten har der været for varmt, eller også har det blæst for meget til at være fornøjeligt i modvind.

Jeg er heller ikke så begejstret ved udsigten til at cykle på smalle veje, hvor bilerne overhaler med millimeters afstand. Så den idé har vi lige så stille overladt til vovehalsene.

For at se lidt andet og mere bookede vi os derfor ind på en bustur søndag. Det gør jo ikke noget, at der sker lidt. Vi var på en heldagstur i 2008, men det er jo længe siden.

Rundt på Leros

Søndag morgen ringede jeg for at høre, om turen blev til noget eller ej – det kom an på tilmeldingerne. T. svarede, at turen var en realitet og afgik fra hotel Elefteria i Platanos kl. 10:45.

T. skulle hente nogle skandinaver i Alinda, derefter ville der komme nogen med færgen fra Bodrum, og så kunne turen starte. Vi hoppede derfor af ved færgelejet i Agia Marina og fik kaffe, mens T. kørte til Alinda.

Færgen fra Tyrkiet var aflyst, så der var god plads i minibussen, og de syv skandinaver fra Alinda var rigtig dygtige til tyrkisk.

Læs resten