Tag-arkiv: Levealder

Oplysning om rygning og alkohol er blevet til forkyndelse

Vi får tudet ørerne fulde af, hvor farligt det er at ryge og drikke, og sundhedsapostlene kræver strengere love. Men passer det, hvad de siger?

En myte?

En myte?

Danskerne har rekord i lav levealder” stod der i Politiken den 23. januar, hvor Danmark blev sammenlignet med Sverige. Svenskerne lever ca. 3 år længere, og sundhedsministeren og hans apostle konkluderede, at det er fordi danskerne ryger og drikker for meget.

Men passer det?

Jeg faldt over en interessant blog, Den gule Negl, hvor Klaus Kjellerup m.fl.  i indlægget ”Myte, at dansk levetid skyldes øl & røg” bl.a. fremhæver, at i forhold til Sverige er den danske overdødelighed højere for alle aldersgrupper – også aldersgrupperne fra 0 til 34 år, hvor røg og alkohol ikke kan være forklaringen.

Når overdødeligheden er større for alle aldersgrupper, må det skyldes noget mere universelt, siger Kjellerup og foreslår, at det måske kan hænge sammen med, at det danske behandlingssystem er dårligere end det svenske.

Indlægget fremhæver andre interessante fakta, såsom at japanerne har verdens højeste levealder, selvom de er storrygere og ryger langt mere end danskerne. Franskmændene ryger også mere end danskerne, og franskmændene har samtidig Europas næsthøjeste alkoholforbrug (efter Luxemborg). Alligevel har franskmændene den højeste levealder i Europa.

”Strengere rygelove!” tordner sundhedsprædikanterne. Irland var det første land i Europa, som indførte rygelovgivning. Vidste du, at antallet af rygere i Irland nu er 22 % højere, end da rygeloven blev indført i 2004?

Ingen kan være i tvivl om, at umådeholden rygning og indtagelse af alkohol er skadeligt for helbredet, men når folkeoplysning bliver til patroniserende forkyndelse og formynderiske forbud, får jeg kvalme.

Det er derfor forfriskende at se nogen påvise, at nogle af sundhedsapostlenes ”kendsgerninger” reelt er påstande uden bund i virkeligheden.

DNA afslører snart din levealder

Snart kan DNA afsløre din forventede levealder. Det kan ændre samfundet i bund og grund.

Generne kan selvfølgelig ikke spå om livsstilssygdomme eller trafikuheld, men snart vil forskerne med rimelig sikkerhed kunne udtale sig om din forventede levealder. Det kan ændre samfundet totalt.

Sundhedsstyrelsen og -apostlene vil få det svært. Tænk på, hvor mange der vil ryge, drikke og æde af hjertens lyst, fordi de alligevel ikke kan nå at dø af det.

Pensionskasserne vil miste en masse kunder, som aldrig når pensionsalderen, og det vil ændre erhvervsstrukturen, idet mange kapitalfonde jo er pensionsmidler.

Forsikringsselskaber vil selvfølgelig kræve levetidsattest, før man kan tegne en livsforsikring, og arbejdsgivere vil kræve i jobannoncer, at levetidsattesten vedhæftes dit CV.

Selv sådan noget som dating vil blive påvirket. Jeg forestiller mig nye vinkler som:

“Lidtlevende dame på 34 søger livsglad fyr til kort og hektisk samliv. Du må gerne som jeg være i gruppen FL40, men det er ingen betingelse.”

Befolkningen opdeles i grupper efter forventet levetid (FL), og samfundet ændres totalt. Det gamle klassesamfund får helt nyt indhold, hvor især de kortlevende stiller krav om, at de længstlevende skuldre skal bære de tungeste byrder. Foreningen af bevidst arbejdssky elementer blomstrer.

Blandt de længstlevende opstår der grupper og partier, som arbejder for diskrimination af de lave FL-grupper. Det kan f.eks. være krav om, at folk skal placeres på hospitalernes ventelister afhængigt af deres FL. Om du er muslim, indvandrer eller etnisk dansker er ligegyldigt.

Det er næsten ikke til at overskue.

/Eric