Snart vil fyrværkeri slå landets kæledyr med rædsel og sprede tungmetaller og hexachlorbenzen over køkkenhaverne. Hvis man ikke har knald i låget, får man det.
Der er desværre ikke udsigt til styrtregn i Nordjylland, så vi forskanser os med årgangsvin og knaldromaner, mens verden udenfor går fra snøvsen.
På gensyn i det nye år.
2012 byder på fremskridt. Hvor julen i 2011 var en arbejdsgiverjul, falder juleaften i år på en mandag. Skærtorsdag er dog stadig en torsdag.
Kirkemødet i 325 har stadig konsekvenser
Du skal arbejde en dag gratis i februar, hvis du er månedslønnet, men til gengæld skyder skudåret juleaften frem til mandag, og det er unægtelig et fremskridt for de fleste.
Skærtorsdag falder dog stadig på en torsdag, selvom påsken aldrig kan falde til ro. Det er konsekvensen af kirkemødet i Nicaea år 325, hvor man besluttede, at påskedag er den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.
Man skal vist frem til vore dages dagpengeregler for at finde noget, der er lige så kringlet. Hvis et vist parti i folketinget vidste, at det rod blev besluttet i den by, som nu hedder Ìznik og ligger i Tyrkiet, måtte kirkeministeren nok stå skoleret i spørgetiden.
Det var vist ved samme kirkemøde, man afgjorde den store fadderskabssag, men alt for sent til at Jomfru Maria kunne kræve børnepenge af ham, du ved nok, som har haft så stor betydning for vores tidsregning.
Og apropos regninger, så har jeg købt flybilletter til Italien i forsommeren. For uanset om smøgerne kommer bag røgslør, eller om e-uroen kulminerer med kollaps, ligger det fast, at vi igen holder ferie på Sicilien.
Vi små mennesker har hverken indflydelse på højtidernes placering eller finansmarkedets hysteriske vanvid, men vi kan i nogen grad forme vores egen tilværelse, og står det til mig, bliver det langt hen ad vejen same procedure as last year.
Postkassen kom op i dag, og så må det andet sejle, som det bedst kan.
I årets sidste indlæg vil jeg slet ikke skrive noget. Man skriver jo ikke rigtig noget, når man bare skriver, hvad man ikke vil skrive om, vel?
Altså bare fordi man har en blog, behøver man jo ikke skrive noget, fordi det snart er nytår.
Jeg vil ikke gøre status, det er der så mange andre, der gør. Jeg havde ingen nytårsforsætter, jeg skal stå til regnskab for, og mit liv er ikke opdelt i årsregnskaber med revisionspåtegninger.
Jeg vil heller ikke opildne til noget. Herregud, løbet er jo alligevel kørt til midnat, og der bliver såmænd rigeligt med skyderi endda.
Jeg vil heller ikke ønske godt nytår. Ikke at jeg ikke inderligt ønsker alle et godt nyt år, men det kan lyde så automatisk og tomt. Det bliver nemt så’n en besværgelse, der ikke har den fjerneste indvirkning på realløn og helbred.
Jeg vil bare prøve at føle, hvordan det er, når man med ord ikke siger noget. Negationens substans. Ganske som visse politikere.
Det føles underlig tomt og ikke særlig fedt. Uuups! Der kom jeg alligevel til at sige noget. Pokkers! Det må tjene til min undskyldning, at jeg mangler øvelse. Det vil nogen måske bestride, men lad mig så præcisere med ordet ”bevidst”.
Nu hvor skaden er sket, altså at jeg kom til at sige noget, kan jeg jo lige så godt tage skridtet fuldt ud næste år.
Jeg håber, vi ses igen, for det har været rart. Det er jo altid det, vi gør om fremtiden: håber. Uanset om vi skriver noget eller ej. Håb flytter ingen bjerge, men det kan være en spore til handling.