Forskellen på at være gammel og ung er det antal år, man har været ung i. I Puerto de la Cruz er der rigtigt mange unge med en høj alder.

Puerto de la Cruz på Tenerifes nordkyst er smuk og renskuret, og i det gamle kvarter er der kønne huse i kanarisk stil. Overalt er der blomster, palmer og grønne oaser, og så er der jo havet.
Det er en fornøjelse at spadsere rundt i byen. Ikke mindst fordi man uvilkårligt kommer til at føle sig yngre. Det kan man simpelthen ikke undgå, medmindre man er 80 eller derover, for om vinteren strømmer pensionister fra Nordeuropa til øen med evigt forår.