Tag-arkiv: Puerto de la Cruz

Til Tenerife og Sydens sol

Jeg vil ikke gå så vidt at sige, at vi er skabt til et liv under sydens sol, men vi har en rigtig god tilpasningsevne. Især hvis vi ikke skal lave noget.

Derfor har vi igen sat kursen mod Tenerife for at undslippe kulde, sne og mørke.

Julestjerner i Puerto de la Cruz, december 2010

Flyet letter rettidligt fra Aalborg søndag den 12. december. Foran os har vi 5 en kvart times flyvning og 1½ times kørsel, før vi er i Puerto de la Cruz. Sidste år var turen et støjhelvede af skrigende unger, men det går bedre i år, og ikke kun pga. ørepropperne som nu er på huskelisten.

Sæderne i en Airbus er konstrueret til at radbrække, og så snart det er tilladt, vipper jeg bagover til en knap så umagelig stilling.

Læs resten

Historien om Casa Tina på Tenerife

På Tenerife så jeg en lukket dansk restaurant. Facaden lå i ruiner og gjorde mig nysgerrig: hvilken historie gemte sig her? Det spørgsmål har jeg nu fået svar på.

casa_tina

I en lille sidegade i Puerto de la Cruz opdagede jeg en lukket dansk restaurant, Casa Tina. Det var i december sidste år. Facaden lå i ruiner. Noget af skiltet manglede, og malingen med graffiti skallede af.

På den låste dør var der mærkater fra Larsen Rejser, Spies m.fl., som anbefalede stedet. Mærkaterne var fra midten af halvfemserne.

Det vakte min nysgerrighed. Hvilken historie gemte sig mon bag den låste dør og den ramponerede facade?

Jeg gættede på et ægtepar, som solgte alt herhjemme og udlevede deres drøm om et liv under sydens sol. Restauranten og danske turisters hunger efter frikadeller med brun sovs gjorde det muligt, fantaserede jeg om på rejsebeskrivelsens side om Puerto de la Cruz.

Garvede Tenerife-farere har siden fortalt mig noget af den rigtige historie om Tina og hendes mand Steen, som i mange år drev Casa Tina. En historie om munterhed og glade dage som sluttede for nogle år siden, da Tina blev taget af det store C.

Mine gætterier var ikke så fjernt fra virkeligheden, for det er også historien om en generation (eller et segment) af danske turister, som ikke var så vilde med spansk mad, men foretrak stegt flæsk med persillesovs, frikadeller og marinerede sild.

Med disse nye oplysninger har jeg nu skrevet et efterskrift på siden om Puerto de la Cruz, og der kan du læse mere om Casa Tina og se gamle billeder fra 1983, som en læser venligt har stillet til rådighed.

Rejsebeskrivelse Tenerife

Så fik jeg skrevet om turen til Tenerife i december.

Tenerife var en positiv oplevelse. Masseturismen har trukket sine spor, men ikke så hærgende som vi havde frygtet, og i betragtning af turisternes hobetal var de lokale forbløffende venlige – smilet nåede øjnene. I hvert fald i Puerto de la Cruz. Hvordan det er sydpå, ved jeg ikke.

Vi havde nogle dage med gråvejr, men var nok alligevel heldige, for en god uge senere for en storm hærgende over øerne. Lufthavnene lukkede, og strømmen svigtede på La Palma.

Det var en rigtig daseferie, ja nærmest rekreation, og det bærer beretningen præg af. Vi sad dog ikke på balkonen hele tiden, og det blev til nogle oplevelser.

Jeg vil ikke afvise, at Tenerife kan blive målet for et længere vinterophold, når vi når alderen, hvor ferieloven kan rende og hoppe.